– en senmiddelalderlig fingerring fra Lille Næstved
Palle Birk Hansen
I efteråret 2013 fik Næstved Museum – nu en afdeling af Museum Sydøstdanmark – indleveret en fingerring med en noget usædvanlig historie. Ringen kom fra et ægtepar, der bor lige syd for Limfjorden. Ringen var hendes familiearv.
Historien begynder med, at oldefar i sin tid fandt ringen, da han havde købt en matrikel af gården nr. 12 i Lille Næstved med henblik på at indrette et gartneri på ejendommen. Gartneriet med stuehus fik navnet Abildhøj. Stuehuset ligger der endnu som et af de mere karakterfulde huse ved vestsiden af Slagelsevej.
Gartneren forberedte omkring 1900 jorden til gartneribrug, og det var i den forbindelse, at han efter sigende fandt to ringe, hvoraf den ene omtales her.
Det væsentligste træk ved den indleverede ring er motivet, et firkantet, tredimensionalt billede af Madonna med Jesus på højre knæ, sat i en lodret rammekant. På hver side af billedfeltet ligger en bort med palmetblade som ramme om Madonnafremstillingen.
Ringen må have været defekt, for den blev tydeligvis indleveret til en guldsmed, som erstattede selve ringen med en tynd, stærkt kobberholdig ring, hvorpå den originale Madonna og de omgivende borter blev loddet. Guldsmeden sluttede sit arbejde med at stemple sit mærke, som desværre er ganske utydeligt, men som med sikkerhed begynder med et P og slutter med et muligt M. Det er derfor ikke klart, hvem guldsmeden er. Nu gik husets herre imidlertid med ringen ved festlige lejligheder som et supplement til det pæne antræk. Familien forlod Abildhøj i 1912 og tog ringen med.
Datteren kunne huske historien om to ringe. Ingen ved dog, hvor den anden ring skulle være blevet af. Datteren arvede den kendte ring og bragte den videre til sin søn, som omkring 1934 fik ringen udvidet med 6 mm, indsat lige over for Madonna. Han, som altså var barnebarn af finderen, fortsatte nemlig traditionen med at bære ringen ved festlige lejligheder. Udvidelsen er i guld, og det er en mulighed, at det først er denne guldsmed, som omkring 1930 stempler ringen, ikke i udvidelsen, men under Madonna.
I slutningen af 1970’erne overdrager ejeren ringen til sin datter, finderens oldebarn. Med ringen følger et brev, som fortæller historien så vidt. Her læses også familiens fortolkning af stemplet som et muligt BG for Birgitte Gjøe eller Birgitte Gøye, ejeren til det nærliggende Herlufsholm, som døde i 1574 på Sortebrødregaard i Næstved. En udmærket forklaring bortset fra, at stemplet ikke siger BG, og at stemplet er ca. 400 år yngre. Herlufsholm er identisk med det middelalderlige benediktinerkloster Næstved Sct. Peders Kloster eller Skovkloster.
I Fritze Lindahls standardværk Symboler i Guld og sølv – Nationalmuseets fingerringe 1000-1700-årene leder man ikke forgæves efter paralleller til ringen fra Abildhøj.
Vi ser efter ringe med en billedlig fremstilling, som kantes af borter med blade, der vender væk fra billedet. Samtlige ringe viser sig at have religiøse motiver.
Katalog 145 er en guldring med en gennembrudt korsfæstelse mellem bladborterne. Ringen dateres til ca. 1500 og er fundet i Gelsted, Herlufmagle Sogn lige nord for Næstved i 1896.
Katalog 154 er en guldring fra ca. 1500 ligeledes med gennembrudt korsfæstelse og bladborter, fundet på Køge Banke, overgået fra Det kgl. Kunstmuseum i 1849.
Katalog 155 er en guldring med korsfæstelse mellem bladborter, dateret ca. 1500, fundet 1847 i birgittinerklostret Marienwohld i Lauenborg, skænket til grevinde Danner og derfra gået til Nationalmuseet i 1876.
Katalog 156, en guldring, bærer ligeledes en gennembrudt korsfæstelsesscene med omgivende bladborter, dateret til ca. 1500, fundet i en have i Viborg og indsendt 1941.
Katalog 157, guldring viser en Nådestol i rundbuet felt mellem bladborter, datering ca. 1500, fundet i Krøyers Have i Maribo.
Katalog 185 er en sølvring med Kristi Ansigt mellem bladborter, datering ca. 1500, angiveligt fundet på en kirkegård, købt i 1858.
Katalog 210 er en guldring med Madonna mellem bladborter, datering ca. 1500, fundet 1879 på en mark under Sejlstrupgård i Hjørring Amt.
Til disse 7 ringe af guld og sølv føjer sig nu vor ring fra Abildhøj. Den er forarbejdet af forgyldt sølv, hvilket giver sig udslag i værdierne ca. 22 % guld, ca. 73 % sølv og ca. 5 % kobber, målt af Bevaringscenter Næstved med centrets røntgenflourescensapparat.
Vi har altså 4 korsfæstelser, 1 nådestol, 1 Kristi Ansigt eller Veronicas Svededug og 2 Madonna’er, i alt 8 ringe. To ringe er fundet i forbindelse med birgittiner-miljøer i henholdsvis Maribo og Marienwohld, 1 muligvis på en kirkegård og resten i profan jord.
Nu er spørgsmålet, hvem der har fremstillet disse ringe, og hvem der har båret dem.
Til det første spørgsmål kunne man spekulere over, om ikke de er fremstillet i en vis masseproduktion, støbt af habile håndværkere, ganske vist i ædelt metal, men med et temmelig standardiseret udtryk. Med andre ord produkter, som velhavende mennesker ville kunne erhverve uden at tilhøre eliten med de helt store pengepunge. Forfatteren til disse linjer skal ikke vove at gætte på, hvor ringene kan være støbt, om det er i Danmark eller i Nordtyskland. Sikre udsagn desangående ville kræve grundige studier i Nordeuropas museer. Men der er ingen tvingende grund til at tro, at Abildhøj-ringen skulle være fremstillet i Næstved, selv om 2 af de omtalte 8 ringe faktisk er fundet i henholdsvis Lille Næstved og Gelsted. Forbindelserne mellem Næstved og Lübeck var legio i den pågældende tid, slutningen af 1400- og begyndelsen af 1500-årene.
Lad os se på de muligheder, som fundstedet Abildhøj giver for overvejelser. Fundstedet ligger i forhold til Lille Næstved ude på marken. Efter udskiftningen kom fundstedet til at ligge i matrikel 12, hvis gård lå nede i selve landsbyen ved Susåen. Før udskiftningen var situationen anderledes med de stærkt opdelte vange og marker, og vi har ingen mulighed for at knytte det præcise fundsted til en bestemt gård i den senmiddelalderlige landsby. Men generelt kan ringen være kørt ud med mødding fra landsbyen, således at ringen oprindelig kan have siddet på en af de velsituerede Lille Næstved-bønders finger.
Hvis historien om de to ringe holder stik, så er situationen en lidt anden, for to ringe i det samme gartneribed kunne lede tankerne hen på et mindre skattefund, gravet ned en mørk nat ude på marken på Lisbjerg og aldrig afhentet på grund af indtruffen død. Igen samler tankerne sig om gårdene i Lille Næstved. Man ville næppe fra Skovkloster besvære sig med at gå helt ud til Lisbjerg for at gemme et par ringe. Der ville være utallige muligheder for at gemme ringe på Skovklosters egen jord.
Altså samler tolkningen af fundet sig om en uheldig borger/bonde i Lille Næstved, der taber sin ring, eller om en, der gemmer sine ringe uden at kunne hente dem igen. I begge tilfælde kan vi forvente, at den eller de har været brugt i Lille Næstved.
Lille Næstved var indtil 1400-årene en integreret del af købstaden Næstved. Fra 1400-årene sker der en gradvis udskillelse af bydelen, som med tiden bliver til en ren landsby med ca. 20 bøndergårde.
Finder man en middelalderlig ring af sølv og guld, så er den pr. definition danefæ og skal afleveres som sådan til Nationalmuseet via det lokale museum. Hvad så, når ringen er fundet for over 100 år siden og har været smukt passet på af familien i yderligere tre generationer? Det ændrer ikke på det lovmæssige forhold, så derfor er ringen nu afleveret af fjerde generation, som under de givne omstændigheder kan forvente en pæn godtgørelse efter bogen. Man kan ikke opnå hævd på danefæ! Til gengæld kan oldefar glæde sig – hvis han kan – over at have leveret en stærkt forsinket arv til sit oldebarn – og en værdifuld kulturhistorisk genstand til det danske folk.
PBH 2017; 18.01.2021