Som et led i Kirkekampen i Danmark 1241 til 1290[1] mellem kongemagten og ærkebispesædet i Lund indtraf der en begivenhed ved Næstved i sommeren 1259, som er forblevet berømt over foreløbig næsten 800 år, ikke mindst fordi vi ikke ved, hvor begivenheden fandt sted. Mystik fascinerer!
miniature i håndskrift med Reval/Tallins stadsret fra ca. 1282.
Slaget 1259
Slaget ved Næstved indgik i kampen mellem kongen og kirken, mellem kongen af Danmark og Danmarks ærkebiskop.
Kong Christoffer 1. (o.1219-1259), søn af Valdemar Sejr, var netop død et par uger før, så det var hans dronning Margrete Sambiria (ca. 1230-1282), datter af fyrst Sambor i Østpommern og hans dronning Mechtilde af Mecklenburg, der repræsenterede kongemagten. Det er den Margrete, vi også kender som Margrete Sprænghest.[2]
Ærkebiskop Jacob Erlandsen af slægten Galen (1253-1274) var på dette tidspunkt fængslet, men på hans side kæmpede hertug Erik 1. af Sønderjylland, søn af kong Abel, gift med Margrete af Rügen, datter af Jaromar, og fyrst Jaromar af Rügen, som var en del af Roskilde Stift. Erik og Jaromar invaderede Sjælland i 1259. Roskildebispen Peder Skjalmsen Bang, søstersøn/nevø til ærkebispen støttede invasionen.
For at komme til Sjælland fra Sønderjylland og Rügen må man sejle. Et slag ved Næstved indebærer, at invasionen kommer fra søsiden, dvs. at man kan have landsat tropperne i Karrebæksminde Bugt eller Karrebæk Fjord. I et åbent terræn et ukendt sted uden for Næstved, velegnet til en militær operation, mødte invasionshæren Margretes styrker, som var forstærket med indkaldte bønder fra Sjælland. Nogle af bønderne mødte ikke frem, de var formodentlig på kirkens side og vægrede sig ved at støtte kongen mod ærkebispen, og de reddede dermed livet.
Slaget stod om morgenen den 14. juni 1259.[3] Det var i følge Bauers kalender en lørdag.
Rydårbogen er ene om at datere slaget til 1260 (Olsen 1989 s. 60)
Slaget er omtalt på flere måder:
“Strages bondonum fuit juxta Nestweth in festivitate S. Basilii in mane” (Et stort mandefald af bønder skete om morgenen på Sct. Basilius’ dag.).[4]
1259: Der stod et slag ved Næstved mellem bønderne og Jarmer.[5]
Mandefaldet var stort. I kilderne optræder forskellige tabstal. Nogle siger, at der tilsammen faldt 3.000 krigere på begge sider.[6] Fra kongens side hed det i den efterfølgende juridiske udredning, at man mistede 1.800 bønder og krigsmænd.[7] Andre mener at vide, at Margrete mistede 1.400 mand[8], medens man i 1600-årene har gættet på helt op mod 10.000 faldne bønder.[9] En anden opgørelse er på 2.200 bønder.[10]
Vi kan konkludere, at der var mange faldne, sandsynligvis omkring 1.800 alene på kongens side.
Roskildebispen Peder Bang var i området og gav Jaromars faldne krigere den sidste olie, men Margretes faldne ville han ikke røre, de var bandlyst som led i Kirkekampen. Denne beslutning gjorde ikke kirkesiden populær på Sjælland.[11]
De ca. 60 faldne i Krigergraven på Sandbjerget i Næstved, fundet og udgravet i 1994, er i spil som et led i disse begivenheder, selv om C14-dateringen på ca. 1300 ikke falder lige i målområdet. Men som middelalderlige faldne mænd, plyndret for alt udstyr og begravet inden for rammerne af et vikingetidigt/hedensk gravfelt illustrerer de på fortræffelig vis, hvad der var tale om. Bandlyste begraves i høj og hedensk jord! Under normale omstændigheder ville de naturligvis være hjembragt og begravet i deres respektive kristne sognekirkegårde.[12]
Jaromar vandt slaget og fortsatte vist nok mod København. (Rækkefølgen mellem slaget ved Næstved og afbrændingen af København er omdiskuteret. Erik Kjersgaard (1977 s. 98) mener, at København blev afbrændt først, medens Skyum-Nielsen (1971 s. 150) formulerer sig, så man må tro, at borgen i København blev angrebet og ødelagt efter Slaget ved Næstved.)
En enkelt senere forfatter fra slutningen af 1500-årene siger, at Jaromar plyndrede og brændte Næstved efter slaget.[13] I betragtning af, at Næstved tilhørte den kirkelige institution Skovkloster, er denne oplysning vel mindre sandsynlig, og der er da heller ikke fundet spor af en sådan afbrænding af hele byen i sommeren 1259. Men teknisk set er det ikke umuligt al den stund, Næstved aldrig har været egentlig befæstet med vold og grav. Vi har kun oplysninger om grøfter og plankeværker som markering af byens afgrænsning.[14]
Mange har ledt efter valpladsen fra 1259, men ingen har fundet den endnu. Vi ved kun, at slaget stod ”ved Næstved”.
Hvis Jaromar ødelagde København efter Slaget ved Næstved, kan vi forestille os, at han frem for at forcere Sjælland over land ville vælge at fortsætte med sin havbårne styrke på flåden rundt om Sjælland til København, hvor borgen blev ødelagt.[15]
Problemet her er, at kilderne er overordentlig sparsomme med oplysninger. Der stod et slag ved Næstved, og man ødelagde borgen i København, det er alt, vi får at vide.
Mindekampen 1279
Det er bemærkelsesværdigt, at der 20 år senere afholdes en duellum, en jubilæumsturnering eller en mindekamp på selvsamme plads ved Næstved, som vi stadig ikke kender. Arrangør var kong Erik Klipping, søn af dronning Margrete Sambiria, som led det store nederlag i 1259. Vi har lange traditioner for at fejre vore nederlag i Danmark!
Til at levere slaget var der inviteret to grupper krigere fra Femern. Hvorfor de kom netop fra Femern er ikke forklaret. Showkampen stod mandag den 24. juli 1279. Vi skal sikkert ikke forestille os en klassisk turnering med riddere til hest med lanser, men to selskaber af blandede krigere, som bankede løs på hinanden, til der var en vinder efter devisen ”last man standing”. Som tilskuere optrådte mange af kongens stormænd og en utallig almue. Det gik hårdt ud over begge de kæmpende partier, hvoraf mange fik alvorlige sår og skader. Vi regner med, de blev godt betalt!
”MCCLXXIX, Ipso qvoqve anno, in vigilia Beati Jacobi Apostoli, præsente Rege, cum pluribus regni nobilibus & multitudine vulgi innumera, Pugiles, qvi venerant de Ymbria, inierunt duellum apud Nestweth, in loco, ubi Yarmarus qvondam bondones debellavit, qvorum pars altera obtinuit in campo. Qvamvis utriusqve partis vulnerabantur graviter, diutissime dimicando.”[16]
“1279, i selvsamme år på salig apostlen Jakobs dag (24. juli), opførte krigsmænd fra Femern i kongens nærværelse med mange af kongens adelsmænd og en stor mængde almue en tvekamp ved Næstved på det sted, hvor Jaromar forhen havde bekriget bønderne, af hvilke halvdelen blev stående på slagmarken. Mange af begge parter blev hårdt såret under den langvarige kamp.” (Forfatterens oversættelse.)
Hvad var meningen? Det er ikke alt i historien, som kan forklares logisk og fornuftigt. Men spektakulært og stærkt underholdende har det været, ingen tvivl om det!
PBH 12.03.2021; 08.06.2021
Kilder:
Ældre sjællandske krønike
Rydårbogen
Jyske krønike
Litteratur
Bennike, Pia: De faldne fra Krigergraven – analyse af skeletterne fra Sandbjerget, Liv og Levn 12 – 1998
Clayton, Muriel: Catalogue of Rubbings of Brass and Incised Slabs, London 1968
Dehn-Nielsen, Henning: Danmarks konger og regenter, Frydenlund 2010
Hansen, Palle Birk: Krigergraven på Sandbjerget, Liv og Levn 9 – 1995
Hansen, Palle Birk: Nestved – a town without a townwall, Lübecker Kolloquium zur Stadtarchäologie im Hanseraum VII, Lübeck 2010
Helms, Hans Jørgen: Næstved St. Peders Kloster (Skovkloster), Næstved 1940
Huitfeld, Arild: Danmarks Riges Krønike 1595-1604, København 1976-78 10 bind.
Hørby, Kai: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 5, 1989
Kjersgaard, Erik: Borgerkrig og Kalmarunion 1241-1448, Danmarks Historie bind 4, Politiken 1977
Nielsen, Rasmus: Næstved Købstads Historie bd. 1, Næstved 1925
Olsen, Rikke Agnete: Sjællandske Krønike Wormianum 1981
Olsen, Rikke Agnete: Ryd Klosters Årbog, Wormianum 1989
Skyum-Nielsen, Niels: Kirkekampen i Danmark 1241-1290, København 1971
Smith, Otto: Næstved 1135-1935, Næstved 1985
Suhm, P. F.: 1241-1286, København 1728-98, 10. tome s. 391-392
Noter
[1] Skyum-Nielsen 1971 s. 150 og 279 med noter, se også Hørby 1989 s. 111.
[2] Dehn-Nielsen 2010 s. 115 f.
[3] SRD (Scriptores Rerum Danicarum) VI s. 313
[4] SRD I s. 371.
[5] Olsen 1981 s. 96
[6] SRD II s. 263
[7] Nielsen 1925, s. 97; Helms 1940 s. 142.
[8] Smith 1935/1985 s. 18
[9] Huitfeld, Arild: Danmarks Riges Krønike (Nielsen 1925: Hvitf. 259)
[10] Petrus Olai, SRD I s. 186
[11] Skyum-Nielsen 1971 s. 150
[12] NÆM 1994:121, Hansen 1995, Bennike 1998
[13] Se note 9
[14] Hansen 2010.
[15] Skyum-Nielsen 1971 s. 150
[16] SRD I 371; Annales Danici medii ævi 120, edit. Ellen Jørgensen, København 1920