Palle Birk Hansen
Mange har gennem årene spurgt mig som museumsinspektør, hvad bynavnet Næstved betyder. Besvarelsen af det spørgsmål hænger naturligvis sammen med navnets oprindelige indhold.
Den ældste bevarede udgave af bynavnet Næstved findes i Erik Lams gavebrev til Næstved Sct. Peders Kloster fra 1140. Her omtales byen som NESTWEIT.
I afskriften fra 1245 af Bodilslægtens gavebrev fra 1135 læser man NÆSTWETH. Vi kan jo ikke være helt sikre på, at der er skrevet korrekt af fra 1135-brevet, så derfor rangerer afskriften af brevet fra 1135 efter det originale brev fra 1140.
I 15- og 1600-årenes kilder støder man undertiden på udgaven NESTED eller NÆSTED. Dette Næsted blev udlagt som ”Staden ved Næsåen”, som man mente var et gammelt navn for Susåen, kun kendt fra navnet Næstved. I 1744 mente rådmand Hans Klingberg, at byen først havde heddet Næsted efter åen, men senere i middelalderen kom til at hedde Nestved, idet Næst-ved betød den ”næststørste by efter Roskilde” i lyset af byens store betydning i middelalderen (Klingberg 1918, s. 69) (Nielsen 1925 s. 7).
Vor tids stednavneforskere mener, at Næstved er sammensat af ordene næs og tved (se Nudansk Ordbog). Tved betyder rydning. Tved-navne er tydeligvis ældre end de middelalderlige rydningsnavne som –ryd, -rud og –rød, men betyder det samme. Ordet bruges alene, fx Nørre Tvede og Hammer Tvede, eller i sammensætninger som Næs-tved. Tved kendes fra Danmark, fra Bohuslen i Sverige og fra Norge og er med sikkerhed endnu i brug under danernes bosættelse i England i vikingetiden, hvor det optræder som –twaithe. Axel E. Christensen placerede tved i gruppen af usikre stednavne, der kunne være fra vikingetid eller tidlig middelalder (Christensen 1969 s. 48). Han anførte, at tved optræder sammen med kristne navne, men der er ingen eksempler på dette. Lotte Hedeager følger her Christensen (Hedeager 1992 s. 278). Tved har altså ikke været regnet som et sikkert ældre navn, men på et svigtende grundlag. Nordmændene har eksempler på tved sammensat med ældre, ikke-kristent navnestof, aldrig med kristne navne, og er som sagt sikre på, at tved er et ældre stednavn. I Norge kender man o. 200 rene tved-navne (tveit), og o. 400 sammensatte (tveit, tvet o.l.). Nogle gange sammen med gudenavne som Frøj, Thor og Ull. På Island kender man slet ikke til tved-navne, de er tydeligvis ældre end landnammet, og der er ikke meget skov at rydde. De fleste norske tveit-gårde er troligt fra vikingetid, somme kan være ældre (Sandnes 1976, s. 324 f.).
Næs betyder en smal halvø. Næs-tved betyder altså ”Rydningen på eller ved næsset”. Ordet næs er et af de landskabsbeskrivende ord, som stednavneforskerne er utilbøjelige til at sætte en nærmere datering på. Men kan vi alligevel komme det lidt nærmere? Spørgsmålet er, om ordet kan være så gammelt, at det kan optræde sammen med tved fra yngre jernalder og vikingetid.
Romerne kaldte fremspringet midt i ansigtet for nasus. På spansk og portugisisk er det blevet til nariz, på fransk nez, på engelsk nose, på tysk Nase, på dansk næse, på svensk näsa, på norsk nese, nynorsk nase eller nos, på russisk nos.
Direkte afledt af næse er det danske ord næs, et fremspring omgivet af vand. På engelsk ness, på norsk nes, på svensk näsa, på russisk nos. Altså samme ord som næse.
Nudansk Ordbog karakteriserer ordet næse som indoeuropæisk, vi er altså tilbage i de europæiske sprogs oprindelse, og vi kan se, at det samme ord med lette variationer findes fra Middelhavet til Ishavet, fra Atlanterhavet til Ural i utallige sprog. Der er derfor intet mærkeligt ved at se næs koblet med det gamle rydningsnavn tved.
I lyset af, at vi nu arkæologisk kan føre bebyggelsen Næstved tilbage til yngre jernalder (Hansen 1994) – for at være på den sikre side holder vi os til slutningen af germansk jernalder eller 700-årene – er det overvejende sandsynligt, at stednavnet har tilsvarende alder som bebyggelsen. Med andre ord er denne bebyggelse født med navnet Næs-tved.
Næsset kan opfattes som området mellem på den ene side Susåen og Rådmandsengen og på den anden side dalen nord for Sandbjerget (Nielsen 1925 s. 6). Eller snævrere som plateauet mellem Susåen og Munkesøen under Købmagergade, Sct. Peders Kirkeplads og Vinhuskarreen.
Disse to tolkninger giver imidlertid et nyt problem: Hvorfor hedder bebyggelsen på den anden side af Susåen i 1135 Lille Næstved, NÆSTWETH PARVA, når den ikke ligger på de omtalte fortolkninger af næsset?
Undertiden er det en god idé at rejse sig fra et drilsk puslespil, gå rundt om det et par gange og så tage fat igen. Overblik kan give nye indfaldsvinkler til gamle problemer. Således også med tolkningen af navnet Næstved. Vi forsøger nu at løfte os og se det hele i lidt bredere perspektiv end lige nøjagtig bygrundenes udstrækning under Sandbjerget.
Når et skib i yngre jernalder kom sejlende til byen ude fra Karrebæk Bugt gennem Halsminde (minde betyder mund, jf. Kerteminde og Travemünde), dvs. indsejlingen ved halsen eller odden Longshave, senere Mindegabet, og videre ind gennem Karrebæk Fjord for endelig at nærme sig indsejlingen til byen ad Susåen, så ville mandskabet utvivlsomt falde i forundring over det helt specielle landskab, som de mødte her: Først Ydernæs mellem fjorden og åen Even. Dernæst næsset mellem Even og Susåen. Dette næs, som kunne være kaldt Indernæs, har ikke fået eget navn og kendes kun som Grimstrup Lund, hvilket viser, at det var skovdækket.
Endelig viser stednavnet Appenæs (ældste udgave Appænæs 1300, første led med ukendt betydning), at man også opfattede landskabet langs Susåen østside som et næs mellem Susåen og Fladsåen. Appenæs har sin egen tolkningshistorie med forslag som abild/æble og abbed, men ingen af tolkningerne holder.
Styrmanden valgte nu den bageste og bredeste å mellem Grimstrup Lund og Appenæs og fulgte den godt 4 km ind i landet gennem et stort ryddet område, hvor markerne bredte sig ned mod åens bredder. Senest fra slutningen af yngre jernalder sejlede man her mellem landsbyerne Grims-torp og Od-torp (Grimstrup og Åderup). Grimstrup er sandsynligvis det Torp, der sammen med halvdelen af Lille Næstved indgår som gave fra Bodil i Skovklosters stiftelsesbrev fra 1135.
Her inde i læ af Sandbjerget mødte mandskabet endelig den store by på begge sider af åen, som dannede havn midt i byen. I 1200-årene omtales byen som ”Næstved på begge sider af åen” (Nestuet ex utraque parte amnis) i Valdemar Sejrs privilegium senest 1205 (Helms 1940 s. 134), og igen ”hele Næstved by på begge sider af åen” (Nestweth tota villa ex utraque parte amnis) i Erik Plovpennings privilegium fra 1239 (Helms 1949 s. 140).
Læst på denne måde kan navnet Næs-tved betyde ”Byen, der ligger i det ryddede område inde bag næssene”. ”Næs” refererer dermed til Ydernæs, Grimstrup Lund og Appenæs, der ligger som forbjerge ved indsejlingen til områdets udskibningshavn. ”Tved” dækker ikke blot det ryddede areal til byggegrundene for byens huse, men kan forstås bredere som bygdens landbrugsjorder.
Denne tolkning af bynavnet Næstved betyder, at byen ikke er navngivet af en person, der stod på nuværende Sct. Peders Kirkeplads og så, at her var der ingen træer, men af jernalderens sejlende folk, som styrede mod byen ude fra Karrebæk Fjord og kendte den i modsætning til andre byer som ”Byen i bygden inde bag Næssene”. Dette er en fænomenologisk tolkning af ordet Næs-tved, som tager udgangspunkt i en sammenhængende oplevelse af landskabet. I stedet for at lede efter det definerende næs, oplever vi landskabet og sejladsen for de søfolk, som ledte efter Næstved i 700-årene. Var Næstved opstået 500 år senere, ville den måske være blevet kaldt Nykøbing som de andre samtidige nydannelser.
Kortet viser sejlruten gennem Hals Minde eller Mindegabet forbi Karrebæk og Gavnø frem til Næstved.
Kanalbyggeriet i 1930’erne og industrialiseringen i 1960’erne og 1970’erne betød ødelæggelse af åmundingerne og næssene. Denne lille opsats kan forhåbentlig være med til at genskabe respekten for Ydernæs og Grimstrup Lund, for Even Å og for Susåens gamle løb. Disse vigtige landskabselementer, som i mange år har været reduceret til industrigrunde, lossepladsarealer og tilgroede rørskove, er nu genstand for moderne naturgenopretning, og de sættes til salg som attraktive erhvervsgrunde i rekreative omgivelser. De spiller faktisk også en meget vigtig rolle i Næstveds historie.
Litteratur
Andersen, Aage: Middelalderbyen Næstved, Viby J. 1987
Christensen, Axel E.: Vikingetidens Danmark, København 1969.
Hansen, Palle Birk: Næstved – by og stad, Liv og Levn 8, 1994.
Hedeager, Lotte: Danernes land, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 2, 1992.
Helms, Hans Jørgen: Næstved St. Peders Kloster (Skovkloster), Næstved 1940
Klingberg, Hans: Indberetning om Næstved 1744, Årbog for Historisk Samfund for Præstø Amt 1918.
Knudsen, Gunnar: Skovrydning i Danmark, belyst gennem stednavnene. Saga och sed. 1938.
Nielsen, Rasmus: Næstved Købstads Historie, Første Del 1135-1536, Næstved 1925.
Politiken, Nudansk Ordbog, 15. udgave 1995.
Sandnes, Jørn og Ola Stemshaug: Norsk Stadnamnleksikon, Oslo 1976.
Skautrup, Peter: Det danske Sprogs Historie, Første Bind, København 1944.
Smith, Otto: Næsted 1135-1935, Næstved 1935/1985
Weise, Lis: Stednavne i Præstø Amt, København 1975.
Den oprindelige udgave af denne artikel er trykt i Næstved Museumsforenings medlemsblad Nyt fra Næstved Museum, nr. 37, oktober 1995. Her er artiklen væsentligt udvidet.
PBH 03.02.2021