Næstveds gravpladser og kirkegårde
– gravskik i Næstved i 1500 år
Palle Birk Hansen
artikel forfattet i 2001 ved 50-års jubilæet for Østre Kirkegård
(trykt i Næstved Museums årsskrift Liv og Levn 17 – 2003)
Et menneskes liv begynder med, at to celler uden påviselig vægt smelter sammen. Når individet til sin tid dør, vil der typisk gennem et langt liv være skabt 50-100 kg biomasse. Den døde krop bortskaffes under udfoldelse af kulturhistorisk bestemte eller religiøst farvede ritualer.
De rituelle handlinger omkring bortskaffelsen af liget er med til at karakterisere mennesket i forhold til andre dyr, ligesom vi internt signalerer etniske, sociale og religiøse tilhørsforhold gennem den måde, hvorpå vi bringer den afdøde menneskekrop tilbage i det store kredsløb. Der er i hovedsagen to metoder til dette: vi kan lade mikroorganismer, dyr og fugle omdanne liget ved at grave det ned i jorden (vi kan forsinke processen gennem tørring eller balsamering), lade det ligge på jorden (f.eks. tibetanernes himmelbegravelse) eller kaste det i havet – eller vi kan brænde liget og lade flammerne reducere kroppen til aske.
I Danmark har man gennem oldtid og historisk tid benyttet sig af såvel begravelse/jordfæstelse som ligbrænding/kremering. Jordfæstelse og ligbrænding veksler gennem historien afhængigt af de herskende religiøse tanker og forskrifter. I visse perioder optræder de to metoder side om side – som i dag. Til andre tider er den ene af metoderne enerådende. I ældre stenalder finder man de to metoder side om side, i yngre stenalder og ældre bronzealder begraver man, i yngre bronzealder og ældre jernalder brænder man ligene. I vikingetiden optræder jordfæstelse og ligbrænding igen side om side. Under den katolske epoke anvender man udelukkende jordfæstelse, og fra ca. 1900 findes de to metoder atter side om side, delvis under den protestantiske folkekirkes vinger.
I løbet af yngre bronzealder ca. 1000 – 500 f.0 nedgraver man urner med brændte ben på den bakkeskråning, hvor nu Gamle Kirkegård på Præstøvej ligger. En enkelt af urnerne her kan dateres til førromersk jernalder ca. 500 – 0.
Under romersk jernalder ca. 0 – 400 anlægger man en gravplads med rigt udstyrede grave i kvarteret mellem Kildemarksvej og Skyttemarksvej. Denne gravplads skal formodentlig ses i sammenhæng med den samtidige bebyggelse på Åsens sydvestskråning, en boplads, som i arkæologisk sammenhæng går under navnet Nissehøj. Også på Kornbakken er der fundet en rig ryttergrav fra denne tid.
I 2004 undersøgte Næstved Museum yderligere en lille gravplads på Lille Maglebjerg nord for Næstved. Maglebjerggraven rummede en rigt udstyret kvinde, gravlagt ca. 260 o.0 i yngre romersk jernalder. Graven er publiceret af udgraveren Birgitte Borby Hansen (Liv og Levn 21 – 2007).
Men disse grave kan næppe siges at høre til Næstveds historie.
Byen Næstveds historie rækker nemlig tilbage til begyndelsen af yngre jernalder, som er perioden ca. 400 – 800. Fra et bredt defineret tidspunkt omkring 4-500 kan vi følge bebyggelsen Næs-tved ubrudt frem gennem ca. 1.500 år til i dag. Bebyggelsen skifter status fra by (villa), torvekøbing (villa forensis) og købstad (civitas) for endnu senere at blive by igen.
Gennem disse ca. 1.500 år har der levet mennesker i Næstved. Når byens mennesker døde, blev de begravet på byens gravpladser. Vi kender efterhånden ganske mange gravpladser:
Yngre jernalder mangler endnu stort set, måske en grav i Grimstrup og en ved Fensmarkvej?
Vikingetid Sandbjerget, én sikker grav blandt flere usikre
Tidlig Middelalder Sct. Peders Kirke og Kirkegård, før 1135 – ca. 1830
Sct. Mortens Kirke og Kirkegård, muligvis før 1135 – ca. 1830
Skovklosters Kirke og Kirkegård, efter 1135 – ca. 1800
Højmiddelalder Gråbrødreklostrets Kirke og Kirkegård, ca. 1240 – 1536
Sortebrødreklostrets Kirke og Kirkegård, ca. 1266 – 1536
Sct. Jørgensgårdens Kirke og Kirkegård, senest 1261 – ca. 1540
Krigergraven på Sandbjerget, ca. 1300
Retterstedet i Amtmandshaven, ca. 1300 – ca.1600
Senmiddelalder Helligåndshusets Kirke og Kirkegård, fra ca. 1390 til 1804
Skeletter i Ringstedgade 3 ?
1700-årene Retterstedet ved Gallemarksvej (skriftlige kilder)
1800-årene Assistenskirkegården/Gamle Kirkegård på Præstøvej, fra 1821
Herlufsholm Kirkegård, begyndt som Gravlunden fra 1804
Ostenfeldts Grav i Sortebrødreanlægget, 1845-50
1900-årene Østre Kirkegård, 1951
Fra yngre jernalder og vikingetid kender vi meget lidt til gravpladserne. Et enkelt skelet uden gravgaver, fundet i Grimstrup, stammer sandsynligvis fra yngre jernalder. Det samme gælder et skelet, fundet på den vestvendte skråning øst for Fensmarkvej. Men det er klart, at der rundt om Næstved må ligge store og endnu uopdagede gravfelter fra disse tidlige århundreder.
Sandbjerget
Den hidtil eneste sikre gravplads fra Næstveds vikingetid er den, som i 1888 blev udgravet på Grønnegades Kaserne, da man opførte marketenderiet og det nye ridehus. Og den eneste helt sikre vikingegrav på denne plads var en dobbeltgrav, fundet hvor nu Nye Ridehus ligger, udstyret med gravgods i form af et komplet bevaret lerkar af den type, vi kalder østersøkeramik. Flere andre udaterede grave kan dog udmærket stamme fra vikingetid. Gravpladsens placering er typisk for tiden: den ligger tilbagetrukket fra selve bebyggelsen, men dog i umiddelbar nærhed. Pladsen ligger højt i terrænet, og der har givetvis oprindelig været markeringer af gravene i form af småhøje eller stensætninger. Dette må være baggrunden for, at man omkring 1300 kunne fortsætte med at etablere mindst én massegrav for faldne krigere her ”i høj og hedensk jord”. I 1888 fandt man yderligere én udateret massegrav. Om denne stammer fra vikingetiden eller fra tiden omkring 1300 er uvist.
Sct. Peders Kirke
Næstved har fra middelalderen til i dag haft to sognekirker med omgivende kirkegårde: Sct. Peders Kirke og Sct. Mortens Kirke.
Det er almindeligt accepteret, at den ældste kirke i Næstved er Sct. Peders Kirke. Bodils-familiens godsejere skænkede i 1135 ”kirken, som står under vor højhed”, til det nye Næstved Sct. Peders Kloster/Skovkloster. Tiendeindtægterne ved sognekirken i byen var en del af kapitalgrundlaget for klosterstiftelsen.
Museet undersøgte i 1980’erne kirkegården ved hjælp af dels en søgegrøft nord og syd for kirken, dels flere andre mindre undersøgelser. Undersøgelserne har vist os en intensiv udnyttelse af kirkegården, men desværre har vi endnu ikke fået sikkerhed for, hvornår kirkegården oprindelig er taget i brug. Kirken nævnes som sagt første gang i 1135 og er dermed bevisligt ældre end dette årstal. Sandsynligvis skal den tælles blandt de 150 sjællandske kirker, som Adam af Bremen omtaler ca. 1070. Om den endda er endnu ældre – det ved vi endnu ikke.
Sct. Peders Kirkegård var i fuld funktion til 1820’erne. I 1821 blev Assistenskirkegården taget i brug uden for Østerport på marken ved Præstøvej. Efter en kort årrække blev alle begravet på den nye kirkegård, og Sct. Peders Kirkegård blev til Sct. Peders Kirkeplads. Under græs og stenbro ligger de døde dog fortsat omkring Sct. Peders Kirke.
Vore undersøgelser i Sct. Peders Kirkegård viser en stor, velholdt sognekirkegård. Kirkegården måler ca. 75 m i længden og 55 m på tværs, hvilket giver et flademål på 4.125 m2 eller 0,4 ha. Sandsynligvis har kirkegården fra begyndelsen haft den samme størrelse, som er bestemt af den omliggende bys gårde ved vikingetidens slutning. Gennem århundrederne bygges kirken større og større, og dermed bliver der mindre plads på kirkegården til begravelser. Der var derfor god brug for assistenskirkegården uden for Østerport i 1821.
Når vi taler om middelalderlige sognekirker er det vigtigt at holde sig for øje, at man indtil 1805 begravede sine døde såvel inde i kirken som ude på kirkegården. Økonomien bestemte placeringen, jo rigere jo tættere på hovedalteret. De fattigste endte ude ved kirkegårdsmuren.
At Sct. Peders Kirkegård som byens største sognekirkegård har været velholdt fremgår af, at fylden i gravene er relativ ren. Kirkegården er kun i begrænset omfang brugt til affaldsdeponering.
Ved undersøgelsen i 1984 stødte vi på ca. 100 grave, som blev undersøgt og taget op. Hertil kommer et stort antal grave, som kloak- og ledningsarbejdere tidligere havde fjernet uden dokumentation!
De døde omfattede såvel børn som voksne, hvad man kan forvente på en sognekirkegård. De fleste grave var enkle uden gravgaver. Ofte har der været tale om trækister, kun naglerne og eventuelt kistehåndtagene er tilbage. Af de døde er kun skeletternes kraftigere knogler tilbage, eventuelt et par nåle, som har holdt ligklædet sammen. I sjældne tilfælde kan man finde andet og mere: f.eks. Ibsskaller, pilgrimstegnet, som beviser, at den gravlagte har gennemført turen gennem Europa ad pilgrimsruten ”Mælkevejen” til Santiago de Compostella i Spanien. Eller søndrede signeter, som ejerne har fået med i gravene for at hindre efterlevendes misbrug.
Tæt på kirken i tagdryppet og inde i Søndre Vor Frue Kapel ved kirkens sydside fandt vi middelalderlige, murede grave, opbygget af teglsten og forsynet med tag af teglsten. Disse grave har naturligvis rangeret højt i forhold til de simple kistegrave, men skeletterne ligger ganske anonyme uden gravgaver, så vi kan højst få individerne køns- og aldersbestemt. F.eks. fandt vi en kvinde i 30’erne, som lå i en smukt muret grav i Søndre Vor Frue Kapel. I hjørnet af kapellet fandt vi endnu en muret grav, men den er efterladt urørt, eftersom det murede låg var hel intakt.
Blandt senere tiders prominente begravelser kan nævnes billedskæreren Abel Schrøder den Yngres grav fra 1676, som har ligget uden for vesttårnet. På tårnet sad tidligere den mindeplade, som nu findes inde i kirken. Abel Schrøder var ganske vist organist i Sct. Mortens Kirke, men da han boede i Ringstedgade nr. 6, blev han naturligvis begravet på sin egen kirkegård i Sct. Peders Sogn.
Sct. Mortens Kirke
Sct. Mortens Kirkegårds historie er næsten ukendt, idet der kun er udført en enkelt ganske lille arkæologisk undersøgelse i fortovskanten syd for kirken. Undersøgelsen viste, at fortovskanten falder sammen med kirkegårdens afgrænsning på dette sted.
Sct. Mortens Kirke er i sin eksisterende udformning en unggotisk teglstensbygning fra slutningen af 1200-årene. Dette rimer udmærket med, at kirken nævnes første gang indirekte i 1280, hvor Sct. Peder kaldes ”den større kirke”, hvilket forudsætter en mindre kirke, nemlig Sct. Morten, og direkte i 1292. Det har derfor været god latin at betragte kirken som en yngre sognekirke i Næstved. Dette vil dog samtidig betyde, at man enten har delt et større sogn i to mindre sogne – eller har udvidet byen mod sydøst med en helt ny bydel i 1200-årene.
Men der er en anden mulighed. For det første indgår der i kirkens murværk ganske meget byggemateriale i natursten, granit og kridt. Det er naturligt at se dette materiale som genbrug fra en romansk naturstenskirke, opført i 1100-årene, før man gik over til de nye teglsten. For det andet kan Bodilsfamiliens udtryk om Sct. Peders Kirke: ”kirken i Næstved, som står under vor højhed”, tydes derhen, at der faktisk var to kirker i Næstved i 1135: Bodilsfamiliens Sct. Peders Kirke og den anden, nemlig Sct. Mortens Kirke.
Dermed er der mulighed for, at begge sognekirker går tilbage til tiden før 1135. Kun arkæologiske undersøgelser og naturvidenskabelige dateringer kan afklare disse spørgsmål.
Kirkegården omkring Sct. Morten har målt ca. 60 m i længden og 20-45 m på tværs. Flademålet har dermed været ca. 2.100 m2 eller ca. det halve af Sct. Peders Kirkegård.
Eftersom der endnu ikke har været foretaget større arkæologiske udgravninger i denne sognekirkegård, er det for tidligt at udtale sig om karakteren af begravelserne, men der kan ventes en bred sammensætning af begravelser af børn som voksne, fattig som rig. Kirkegården ligger i dag stort set i græs.
Skovkloster og Herlufsholm
I den nordvestlige udkant af det moderne Næstved finder vi Herlufsholm Gods og Skole. Herlufsholm bygger på det middelalderlige Skovklosters oprindelige bygninger, herunder også benediktinernes store klosterkirke. Næstved Sct. Peders Kloster, senere kaldet Skovkloster, er stiftet 29. november 1135, og der er al mulig grund til at tro, at de første munke umiddelbart begyndte at rydde byggegrunden i skoven og påbegynde byggeriet af den nye klosterkirke. En forestilling om, at munkesamfundet lige efter 1135 skulle have bygget et kloster inde midt i Næstved i forbindelse med Sct. Peders Sognekirke, savner hold i virkeligheden. Tværtimod tyder alt på, at munkene har lagt ud med to sideløbende byggeprojekter: en ny klosterkirke i skoven til eget brug og en ombygning af Bodilsfamiliens sognekirke i byen. De to kirker blev opført efter samme hovedgrundplan: som enkeltskibede korskirker med apsider ved kor og tværskibsarme, og de blev opført i samme hovedmål.
Omkring klosterkirken, i klostergården og i selve klosterkirken anlagde man begravelser på normal middelalderlig vis. Et nyt kirkegårdsafsnit vest for klosterbygningerne blev taget i brug i 1509. Klosterkirkegården var i brug op til reformationen og helt til 1560, da klosterkirken blev ny sognekirke for de to gamle kirkesogne Ladby og Vridsløse. Klosterkirkegården blev anvendt også efter reformationen og den nye sogneordning i et vist omfang, men beboerne i Ladby og Vridsløse foretrak at blive begravet på deres egne kirkegårde, bl.a. fordi det var gratis, medens der skulle betales for gravsteder på klosterkirkegården. Begge de gamle landsbykirkegårde var derfor i brug til omkring 1900. Klosterkirkegården blev lagt ud til skolegård og er markeret som sådan på Resens prospekt fra 1675.
Kirkegårdsforholdene ved Herlufsholm Kirke var ikke tilfredsstillende, og en ny kirkegård ude i Kalkovnsskoven nord for Herlufsholm blev taget i brug i 1804, i første omgang som gravlund for Herlufsholm. I 1811 tegner man imidlertid en stor udvidelse øst og nord for Gravlunden, som dog først blev taget i brug langt senere, således at der blev plads til alle beboerne i det store sogn. Hver gård i landsbyerne Guderup, Ladby, Vridsløse, Øverup, Holsted og Lille Næstved fik sin egen parcel, og husmændene fra hver landsby fik eget areal nedenfor gårdmændenes parceller. Alle på rette plads, også efter døden!
Og alligevel fortsatte man med at begrave på de gamle landsbykirkegårde mange år endnu. Gravlunden og kirkegården er fortsat aktive som begravelsesplads for Herlufsholm Sogn.
Den gamle kirkegård omkring klosterkirken er derimod ganske inaktiv, men gravene giver sig endnu til kende gennem knoglefund, når ledninger graves ned gennem kirkegårdsarealet.
Næstved Gråbrødrekloster
Omkring 1240 ankom franciskanerne eller gråbrødrene til Næstved, hvor de etablerede sig på en grund midt i byen, hvor nu Axeltorv breder sig. Senest omkring 1270 stod kirken færdig, og kirkegården kan altså dateres til ca. 1250. Den var i brug til reformationen, hvor klostret blev lukket. Siden blev klostret revet ned, og kirketomten med omgivende kirkegård blev udlagt til nyt torv for byen. Dette skete ca. 1550.
Gråbrødrenes kirkegulv var yndet som begravelsesplads, især for rige folk. Gråbrødrenes kirkegård var nemlig ikke sognekirkegård, og derfor kostede det særligt at blive begravet her. Men gråbrødrenes stærke kontakter til det hinsidige var et godt argument for at ofre noget særligt på gravstedet. Især kirkegulvet foran hovedaltret og sidealtrene gav rum for riddere, nogle begravet med deres drabelige tohåndssværd liggende på kistelåget. Signeter i kisterne fortæller om de døde, f.eks. marsk Niels Hak, som døde omkring 1300.
Mange af gravene blev hastigt udgravet i 1957, da kirken og kirkegården blev fjernet for at give plads til et underjordisk parkeringsanlæg. Knoglerne blev genbegravet på Østre Kirkegård.
Vi har en spændende oplysning om gråbrødrenes særlige kultur omkring knoglerne fra ældre begravelser. I 1744 hører vi om en erindring fra slutningen af 1600-årene, hvor man ved sydsiden af kirkegården under nuværende bebyggelse fandt en muret hvælving fyldt med knogler. Med andre ord et ossuarium eller et benhus. Normalt samler graveren knogler fra ældre begravelser sammen og lægger dem ned ved siden af kisten i en ny begravelse. Men gråbrødre over hele Europa har for vane at samle sådanne ældre knogler i særlige benhuse. Således også i Næstved.
Næstved Sortebrødrekloster
Under græsset i den nuværende park Sortebrødreanlægget eller Ostenfeldtsparken ligger aftrykkene og de sidste ruiner af dominikanernes kloster, som er stiftet midt i 1200-årene. Sandsynligvis spiller året 1266 en rolle som året, hvor pavestolen godkender opførelsen af dominikanernes klosterkirke, viet til Guds Moder, Maria eller Vor Frue.
Kirken dannede nordfløj i det omfattende klosteranlæg og var oprindelig opført som en traditionel enskibet bygning med jævnbredt kor og skib. Senere blev skibet udvidet med et nordre sideskib.
Sortebrødrenes begravelser findes i kirken, i kirkegården nord og øst for kirken, i klostergården og i korsgangen omkring denne. Et begrænset antal grave er påvist arkæologisk og dokumenteret, hvorefter gravene er dækket til igen. En enkelt af gravene i klostergården er beskrevet i litteraturen på grund af spændende tekstilfund.
Forunderligt er det, at to af gravstenene fra Sortebrødrenes Kirke er bevaret, selv om kirken blev revet ned omkring 1540. Den ene gravsten er bevaret i Sct. Peders Kirke, den anden i Sct. Bendts Kirke i Ringsted. En tredje gravsten, som endnu i 1800-årene fandtes i Gunderslev Kirke, kendes fra en aftegning. Forklaringen må søges i, at de respektive familier har sikret stenene, da kirken var truet af nedrivning.
Ostenfeldts Grav
I hjørnet af Sortebrødreanlægget ligger malermester Christian Ostenfeldts grav. Ostenfeldt døde i 1818, efter at han i 1802 havde stiftet Den Ostenfeldtske Stiftelse i Sæby og i 1816 havde ændret hjemstedet for stiftelsen til Næstved. Bestyrelsen købte i 1823 Sortebrødregård for at omdanne denne herregård til den planlagte stiftelse for ”12 enker efter hæderlige borgere, præster eller embedsmænd i Næstved”. Stiftelsen blev bygget i 1840, hvor herregården hidtil havde stået, og i slutningen af 1840’erne blev Ostenfeldts jordiske levninger overført fra den i mellemtiden lukkede Sct. Peders Kirkegård til den ny grav i hjørnet af Sortebrødreanlægget. Over graven byggede man en gravhøj, som endelig blev kronet med en stele af sandsten. Dette romantiske anlæg under den lutheranske kirke er altså anlagt inden for rammerne af en nedlagt katolsk klosterkirkegård!
Helligåndshusets Kirkegård
Helligåndshusets kirkegård – eller rettere kirkegårde – ligger syd for Helligåndshuset ud til Ringstedgade. Den ældste kirkegård er anlagt ca. 1390 omkring institutionens første kirke, hvis fundamenter nu ligger under Museumshaven. Graven i den ældste kirkegård fulgte kirkens orientering, som var tilnærmet vest-øst. Den ældste kirkegård var i brug til begyndelsen af 1500-årene, hvor den ældste kirke blev revet ned. En hidtidig boderække langs kirkegårdens nordside blev nu inddraget og ombygget, og en ny Vor Frue Kirke blev indrettet i husets vestende. Herefter kan man tale om den anden kirkegård, idet gravene fra nu af fulgte orienteringen af det endnu stående Helligåndshus, som ligger mere i nordvest-sydøstlig retning.
Helligåndshusets kirkegård var først og fremmest møntet på Helligåndshusets indbyggere: gamle fattige og hittebørn. Efter reformationen bliver Helliggejst til kommunalt sygehus, senere til fattiggård. De ydmyge funktioner påvirker kirkegården og gravene, som tydeligvis har været anvendt til affaldsdeponering af de omkringliggende ejendomme. Der er ganske enkelt et væsentligt større indhold i gravene her af uvedkommende sager som potteskår, kødben og andet affald, end det er tilfældet i sognekirkegården ved Sct. Peders Kirke.
Et stort antal grave blev undersøgt i 1982, og siden er skeletterne blevet analyseret af fysiske antropologer. Allerede under udgravningen var det imidlertid klart, at der her lå mange mennesker, som havde været nedbrudt af forskellige sygdomme i levende live. Endnu husker de involverede tydeligt det skelet, hvis nederste tredjedel af rygsøjlen var vokset sammen til en enkelt lang og buet knogle!
En enkelt grav påkaldte sig særlig interesse, idet den var anlagt vinkelret på alle andre. Den gravlagte, som var begravet i højmiddelalderen (der lå en mønt fra Erik Klipping i graven), lå tæt på Ringstedgade med fødderne i syd. Hovedenden mod nord er ikke udgravet. Forklaring på den aparte placering mangler!
Kristne grave er normalt kendetegnet ved, at den døde begraves med hovedet i vest, således at vedkommende kan rejse sig over ende på dommens dag og se mod øst, mod Kristus, der skal dømme levende og døde.
På Helligåndshusets kirkegård fandt man blandt masser af normale grave to, hvis skeletter lå med hovedet i øst! Der kan – og det er den maliciøse tolkning – være tale om bevidst fordrejning for at forholde de afdøde muligheden for at opnå frelsen på dommens dag. Men der kan også være tale om ulykkelige fejltagelser på grund af enkle, rektangulære kister, hvis hovedende ikke har været tilstrækkelig afmærket. Har sådan en kiste været vendt et par gange, kan det være vanskeligt at huske, hvad der er den ene og den anden ende!
Helligåndshusets kirkegård var i brug helt op til 1804, da den blev lukket sammen med kirken. Kirkens hvælvinger truede med at styrte ned, og derfor lukkede man kirken, brød hvælvingerne ned, lagde et bjælkelag ind og indrettede hele huset som fattiggård. Begravelserne blev herefter foretaget i Sct. Peders Kirkegård.
Skeletter i Ringstedgade 3?
Vedholdende rygter i Næstved fortæller, at der tidligere er fundet menneskeskeletter ved gravearbejder i Nellemanns Gård, ejendommen Ringstedgade 3. Vi ved ikke, om der kan være tale om en gammel (næppe sandsynlig) udvidelse af Helligåndshusets Kirkegård på den anden side af Ringstedgade, om senere udrømmede skeletter fra denne kirkegård eller om en kirkegård omkring en ukendt kirke. Ved lejlighed bør sagen undersøges gennem arkæologiske undersøgelser på ejendommen, så vi kan få syn for sagn. Men sagen er mystisk, vi har ingen oplysninger om kirker i Næstved, som ikke er lokaliseret.
Sct. Jørgens Kirkegård i Aaderup
Sct. Jørgensgården i Aaderup, som var hospital for mennesker, ramt af lepra eller spedalskhed, nævnes allerede i 1261 og er altså ældre end dette år. Hospitalet fungerede frem til ca. 1542, da det blev lukket sammen med landets øvrige Sct. Jørgensgårde. Årsagen til lukningerne var angiveligt, at spedalskheden i praksis var forsvundet.
Sct. Jørgensgårdens kirkegård blev undersøgt ved en række kampagner i årene 1948-68. Vilhelm Møller Christensen fandt ved disse udgravninger de knogleforandringer, som siden har været anvendt til at diagnosticere lepra på så tidligt stadium som muligt.
Kirkegården har ligget rundt om kapelbygningen, som igen har ligget i et hjørne af Sct. Jørgensgården. Hele den store gård har strakt sig fra bygaden i Aaderup og ned til Susåen, og kirken med kirkegården har altså ligget op mod bygaden. Der er ikke fundet spor af gårdens øvrige bygninger, som formodentlig har været opført i bindingsværk på syldsten. Sådanne bygninger har en tendens til at forsvinde helt.
Som vanligt har kirkerummet også været anvendt til begravelser, og mange af begravelserne her var murede grave. På kirkegården var de fornemste pladser i tagdryppet, og her er der fundet en række grave mellem stræbepillerne.
Også på denne kirkegård er der – som på Helligåndshusets kirkegård – fundet to skeletter, gravlagt med hovedet i øst.
Retterstedet i Amtmandens Have
Under maskinudgravning til udvidelsen af Munkebo Plejehjem i 1985 fjernede man et stort antal begravelser af speciel karakter. Først sent i forløbet blev museet adviseret, da der kun var seks skeletter tilbage, som kunne udgraves arkæologisk forsvarligt.
To af gravene, den ene oppe på bakken, den anden nede ved Farimagsvej, var enkeltmandsbegravelser. Begge grave, som er dateret til ca. 1300, rummede skeletter fra mennesker, som var halshugget – formodentlig med sværd – med henholdsvis 5 og 6 hug. Bemærkelsesværdigt er det, at begge herrer var gravlagt tilnærmelsesvis på normal kristen vis med det løse hoved i vest og fødderne i øst. Sandsynligvis har familien i disse tilfælde fået lov til at begrave den henrettede, og de har indrettet gravene således, at de mindede mest muligt om normale grave. Men gravene er anlagt i uindviet jord, og derfor er de døde fortabte!
De fire øvrige skeletter lå samlet i en fælles grube ved Farimagsvej. Nederst lå en kvinde på ca. 30 år, halshugget. Oven på hende yderligere tre skeletter efter halshuggede mænd, hvoraf i det mindste én må være halshugget med økse på blok. Ellers er det vanskeligt at forstå, hvordan en halshvirvel kan være kløvet tværs igennem. Formodentlig er de fire halshugget indenfor en kort årrække og kulet ned i den fælles grube én for én, hver gang med lidt jord over.
Fælles for alle seks halshuggede er imidlertid, at de er begravet som sammenhængende kroppe med hovedet tæt på kroppen. Her er altså ikke tegn på anvendelse af hjul og stejle, hvor liget i parteret stand lå længe og blev skeletteret på et hjul, medens hovedet var spiddet på en pæl ved siden af. Tvært imod tyder alt på, at vore halshuggede er begravet umiddelbart efter henrettelsen.
En del løse knogler fra fundet vidner om, at vi kun fik undersøgt en brøkdel af de henrettede. De få undersøgte skeletter viser os imidlertid, at vi må opfatte lokaliteten som Næstveds rettersted i høj- og senmiddelalderen.
Måske er det vigtigt, at vi kun har fundet halshuggede skeletter. Da vi i 1700-årene igen møder et rettersted i Næstved, er der tale om galgen ved Vordingborgvej på Galgemarken, nu arealerne omkring Gallemarksvej, men denne lokalitet er desværre aldrig undersøgt arkæologisk. Derfor ved vi strengt taget ikke, om der er tale om en tidsmæssig forskel mellem de to rettersteder: i middelalderen nord for Sandbjerget, senere syd for Sandbjerget – eller om der er tale om en funktionsforskel: halshugning nord for Sandbjerget, hængning syd for Sandbjerget.
Det er i denne forbindelse vigtigt at erindre om galgens påståede præventive virkning. En del af de hængte fik lov til at hænge i galgen, indtil kroppen faldt fra hinanden. Denne skik, som snarere forråede folk end afholdt dem fra kriminalitet, har kun mening, hvis galgen står ved alfarvej og kan ses af mange. På nordsiden af Sandbjerget ville galgen ikke blive set af mange. Oppe på Sandbjergets top ved Præstøvej stod der senest fra ca. 1500 en vindmølle, så her var der næppe plads til galgen. Men nede på arealerne mellem Gallemarksbækken (Rønnebækkens gamle løb langs Sandbjerget mod Susåen, nu rørlagt) og vejen til Aaderup, Appenæs og Vordingborg stod galgen fuld synligt fra vejen.
Krigergraven på Sandbjerget
Nogle hundrede meter vest for retterstedet fandt vi i 1994 en helt speciel grav, en massegrav med ca. 60 skeletter, tydeligvis udsat for krigerisk aktivitet. C14-dateringer af gravens knogler antyder en datering til årene omkring 1300.
Skeletterne lå i en ca. 15 m2 stor grube, hulter til bulter henkastet mellem hverandre i tilfældige stillinger. Ligene har været strippet for udstyr og måske også klæder. Kun et par remspænder og et par nitter vidner om dragtstykker.
Krigergraven skal forstås ud fra sin egen katolske tid. Det er tydeligvis sejrherrer, der her har skaffet sig af med en slagen fjende. Havde venner begravet de døde, var de begravet i indviet jord på kirkegårde. Krigergraven ligger i uindviet jord i kanten af det tidligere omtalte gravfelt fra yngre jernalder og vikingetid, med andre ord ”i høj og hedensk jord”. Det er derfor tænkeligt, at der er tale om angribere, som er nedlagt af Næstveds forsvar. En plausibel tolkning kunne være, at der er tale om et kontingent fredløse, der i årene omkring 1290 har forsøgt at indtage og plyndre den rige by Næstved, ganske som man på de tider indtog og afbrændte byer som Helsingør, Skælskør, Nykøbing og Stubbekøbing, men har mødt deres overmænd her. De faldne blev kørt gennem byen og gravet ned på Sandbjerget. Der har været flere massegrave på gravfeltet. Således kender vi til yderligere en massegrav, påtruffet i nærheden i 1888. Muligvis stammede den fra samme tid.
Assistenskirkegården på Præstøvej eller Gamle Kirkegård/Vestre Kirkegård
I 1821 blev der givet tilladelse til, at købstæderne erhvervede arealer uden for byerne med henblik på at anlægge assistenskirkegårde eller hjælpekirkegårde, der skulle tage begravelsespresset fra de tæt udnyttede kirkegårde omkring de gamle sognekirker inde i byerne. I Næstved købte man jord uden for Østerport ved sydsiden af Præstøvej. Man havde så et problem, nemlig at finde et par velansete borgere, der ville åbne ballet ved at lade sig begrave som de første på den nye kirkegård uden for byen. Det lykkedes i februar 1821 at formå de efterladte at lade henholdsvis Posselt og Tissott fra hver sit sogn begrave som de første. De to pionerers gravsten er for længst gået tabt, men senere er der udformet en mindesten for hver af d’herrer, og disse mindesten ligger nu lige inden for porten ind mod byen.
Kirkegården blev udvidet i flere omgange, og kirkegårdens historie bør i det hele taget fortælles i detaljer ved passende lejlighed, idet kirkegården rummer meget lokalhistorie. Her ligger en lang række prominente Næstved-borgere sammen med almindeligt godtfolk som et fælles mindesmærke over byens historie i de sidste 200 år. Nævner man én, bør man retfærdigvis nævne mange, og derfor lader vi være. Men kirkegården er fuld af smukke, specielle og spændende mindesmærker, og en slentretur på græsset under de høje træer og blandt gravstenene er en tur i byens historie.
I 1933 indviede man på Gamle Kirkegård kapel og krematorium med columbarium, tegnet af arkitekt Johannes Tidemand-Dal (1882-1961). Dermed var der skabt mulighed for at lade bisættelser foregå direkte herfra, hvis man ikke ønskede at benytte sognekirkerne.
I slutningen af 1980’erne kom loven om registrering af bevaringsværdige gravminder, og museet udførte sammen med kirkegårdskontoret en forsøgsregistrering af gravminder her. Heldigvis viste det sig, at presset på de gamle kirkegårde ikke blev så hårdt som ventet, så derfor har flere gravsteder, end det tidligere var ventet, kunne henligge i fred og ro.
Østre Kirkegård
Nøjagtig de samme overvejelser som i 1821 var omkring 1950 anledning til, at Østre Kirkegård blev anlagt øst for byen som en ny assistenskirkegård. Der var som led i Næstved udvikling som stor by blevet for stort pres på Gamle Kirkegård og Herlufsholm Kirkegård, så derfor købte man et stort areal på den østvendte skråning ned mod den tidligere sø ved Rønnebæksholm for her at indrette en ny og moderne kirkegård med plads til såvel begravelser som urner.
Indvielsen af den nye kirkegårdsbygning og det tilhørende Østre Kapel i 1951 er den direkte anledning til det 50-års jubilæum, der afføder nærværende artikel.
Østre Kirkegård er anlagt på så store arealer, at der skulle være plads til begravelser i mange, mange år. Samtidig er kirkegården anlagt, så den er sikret frit udsyn til Rønnebæksholm. Der vil næppe nogensinde blive bygget mellem kirkegården og Rønnebæksholm.
Interessant er det, at der på det seneste er ved at blive indrettet et afsnit for muslimer som et udtryk for det multietniske samfund, som Danmarks er ved at udvikle sig til i disse år.
I den forbindelse er det værd at bemærke, at det jødiske samfund i Næstved aldrig har fundet anledning til at indrette en mosaisk kirkegård i Næstved. Man har klaret sig med kirkegården i København.
Vi har nu gennemgået en lang række gravpladser og kirkegårde i det landområde, som nu dækkes af Næstved By. Nogle er ældre end byen, medens de fleste hænger nøje sammen med byens egen historie. Der er hedenske grave, katolske grave, protestantiske grave og muslimske grave. Alle grave rummer mennesker, som har haft tilknytning til Næstved.
PBH 15.02.2021