Palle Birk Hansen
Næstved Museumsforening, Festmiddag 20. august 2021, Kompagnihuset
i anledning af middelalderfestival Næstveds Søjler 2021
Tale:
Vi har tre primære kilder til Slaget ved Næstved:
Ældre sjællandske Krønike
Jydske Krønike
Rydårbogen
Hvornår stod slaget ved Næstved så? I 1259 eller lige deromkring.
Rydårbogen mente, det var i 1260, men det er den ene om.
Slaget ved Næstved stod som led i kampen mellem kongen og kirken i 1200-årene.
Hvem skulle bestemme mest! Kongen eller ærkebispen – Christoffer eller Jakob.
Begge mente naturligvis, at det skulle han!
Ærkebispen Jakob Erlandsen havde i kampens hede bandlyst Danmark.
Kongen havde til gengæld fængslet Jakob Erlandsen.
Kongen var godt nok lige død. Vi taler om Christoffer 1., søn af den portugisiske prinsesse Berengaria med den ravnsorte fletning og Valdemar Sejr – eller Valdemar Taberen, som han lige så godt kunne hedde.
Christoffer døde efter at have fået den hellige nadver i Ribe Domkirke den 29. maj 1259.
Der var noget giftigt over kirken i de år!
Christoffer, som blev født ca. 1219, havde i 1248 giftet sig med den da ca. 18-årige Margrethe Sambiria (o. 1230 – 1282), datter af Mechtilde af Mecklenburg og hertug Sambor 1. af Pommern. Christoffer var ca. 30 år på det tidspunkt.
Nu, da Christoffer var død i maj 1259, greb Margrethe Sambiria, Margrethe den Allerførste eller Margrethe Sprænghest, tøjlerne og regerede Danmark, og det blev hun ved med langt op i 1260’erne, medens sønnen Erik Klipping groede op. Det var – som vi alle husker – ham, der blev myrdet i Finderup Lade i 1286.
Erik havde to søstre, Mechtilde som blev gift med markgrev Albrecht af Brandenburg, og Margrete, gift med grev Johan 2. af Holsten. Husk dem!
Det var altså Margrethe, enkedronningen, som 14 dage efter Christoffers død stod op for kongemagten i 1259, da kirken angreb Danmark korporligt.
Men Jakob var ikke alene om det.
Der var ikke de bedste relationer mellem brødrene Abel og Christoffer og deres respektive børn.
Jakob havde som kirkens ærkebiskop opbakning fra Erik af Sønderjylland/Slesvig, søn af kong Abel, som mente, at han skulle være konge før farbror Christoffer, som altså var blevet konge, medens han selv var spist af med at blive chef i Sønderjylland.
Erik Abelsen var gift med Margrete, datter af fyrst Jaromar af Rügen.
Derfor var fyrst Jaromar naturligvis med Erik Abelsen på kirkens side.
Rügen var jo en del af Roskilde Stift siden 1168, og derfor var Rügens beboere ikke fremmede, som man har villet gøre dem til.
Så Erik og Jaromar angreb Sjælland og stod om morgenen 14. juni 1259 uden for Næstved.
De er naturligvis kommet sejlende fra Sønderjylland og Rÿgen til Karrebæk Bugt. Måske har de landsat tropperne ved Hals Minde og har bevæget sig over Lungshave og langs fjorden forbi Margretevold ind mod Næstved. Eller de er trængt ind over fjorden og op ad Susåen på deres skibe. Vi ved det ikke!
Under alle omstændigheder står de nu ”ved Næstved”, hvor de møder Margrethe Sprænghests tropper, som består af kongelige enheder og et opbud af bønder.
Nu var det ikke alle bønder, som mødte op, og det kunne de sandelig være glade for.
Thi de ulydige overlevede!
Jaromar og Erik vandt slaget. Noget i kilderne tyder på, at halvdelen af Margrethes hær faldt.
I 1279 siges det om valpladsen: ”stedet, hvor Jarmer i sin tid bekrigede bønderne, af hvilke halvdelen forblev på marken”. Det minder om Egil Skallagrimssons Saga, hvor der står: ”Mandefaldet blev almindeligt. Der faldt Olav den Røde og størstedelen af hans hær!” (1930/2001 s. 90)
Af retssagen efter slaget fremgår, at Margrethe mente af have mistet 1.800 mand. Andre kilder opgiver helt op til 10.000 faldne bønder. Det første offer i krigen er sandheden!
Roskildebispen Peder var i nærheden, måske på Skovkloster? Han gik rundt på slagmarken og gav kirkens folk den sidste olie, men lod kongens døde ligge, fordi han betragtede dem som bandlyst. De skulle derfor kules ned i uindviet jord, og derfor er de i tankerne, når man finder knogler i uindviet jord på Sandbjerget.
Men hvis de faktisk var kulet ned i uindviet jord, ville de så ikke være hentet ind til kirkegårdene, da bandlysningen blev ophævet? Selv i vore dage tømmer man massegrave og begraver ofrene. Spørg bare i Spanien og på Balkan.
Det har betydning for, hvordan vi tolker fund af skeletter, fx Krigergraven på Sandbjerget og andre skeletter. Nogle vil gerne se dem som resultat af Slaget ved Næstved.
Men Krigergraven kunne snarere stamme fra krigen mod de fredløse o. 1290. De havde som indtrængere større risiko for at blive liggende i uindviet jord – end de fædre og sønner af gode sjællandske bondefamilier, som jo lå der, hvor man vidste, de var begravet. Og så passer det bedre med de få C14-dateringer på Krigergraven, vi har fået frem, og som siger o. 1300.
Nederlaget blev dyrt for Margrethe. Ærkebisp Jakob måtte løslades, og Erik Abelsen blev i 1260 udnævnt til hertug Erik 1. af Sønderjylland. Margrethe forsøgte at genvinde Sønderjylland, men tabte på Lohede syd for Dannevirke i 1261. Hun og sønnen blev taget til fange, hun blev løsladt 1262, Erik først i 1264.
I denne situation var Margrethe Sprænghest bekymret for sin egen slægts fremtid, og hun sendte derfor en ansøgning til paven i Rom (og den er bevaret i Vatikanet i en eksempelsamling som en interessant formular) – hvori hun beder om, at paven anerkender kvindelig arvefølge i Danmark.
”For at riget ved kongens død ikke skal gå over til fremmede!” (det vil sige Abels afkom)
Hun vil gerne have, at hendes egen datter, altså sønnen Eriks ældre søster, følger ham på tronen, hvis han skulle dø i utide, dvs. før han selv havde fået en søn. Hvis han lever og udelukkende får døtre, vil hun gerne have, at den ældste datter følger ham som regent.
Man arbejdede i Vatikanet på et imødekommende svar![1]
Margrethe Sambiria var vildt forud for sin tid. Vi skal op til 1953/2009, før hun kunne blive glad!
Slaget stod som sagt ved Næstved om morgenen 14. juni 1259.
Ved Næstved – men hvor? – vi ved det ikke!
Men det gjorde man 20 år efter slaget. Så langt rækker mands minde dog!
Det helt utrolige er nu, at kongen, dvs. Erik Klipping, eller måske først og fremmest hans mor Margrethe Sambiria, arrangerede en jubilæumsfest på selve valpladsen 20 år og 40 dage efter slaget.
Det var mandag 24. juli 1279, at festkampen stod mellem to grupper importerede krigere fra Femern.
Vi har en særlig mani her i Danmark med at fejre vore nederlag!
Ligesom man i middelalderen havde en særlig mani med 40 dage – det tidsrum er nævnt 81 gange i Biblen i mange forskellige sammenhænge.
Tilskuere til festlighederne var den ca. 30-årige kong Erik (og måske også hans 21-årige dronning Agnes og hans mor, den ca. 50-årige enkedronning Margrethe), et udvalg af kongens stormænd og krigere og en stor mængde almue fra egnen. Almuen er de berømte almindelige mennesker!
De to grupper krigere gik hårdt til hinanden, så der var en del sårede efter slaget, og man må da håbe, at krigerne er blevet godt betalt for denne underholdende gladiatorkamp.
Og siden glemte alle, hvor slaget og turneringen havde stået.
Så vi må i dag slå os til tåls med, at det var ”ved Næstved”.
Men nu vil vi så glæde os til at kunne opleve en fornyet udgave af skuekampen til minde om slaget i forbindelse med Næstveds Søjler. Det kan jo kun blive spændende!
PBH 28.08.2021, 03.05.2022
[1] Hørby, Kai: Velstands krise og tusind baghold, 1250-1400, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 5, 1992 s.122 ff.