Palle Birk Hansen
En af de mange fascinerende facetter ved Birgitte Gjøe og hendes familie er familienavnet Gjøe.
Oprindelsen til navnet Gjøe fortaber sig i historiens tåger. Der er i gængse ordbøger ingen forslag til oprindelig betydning. Drosten Mathias af Flårup, som var af slægten efter hans våbenskjold at dømme, brugte ikke navnet på sin seglstampe i 1264, og linjer af familien kaldte sig i 1300- og 1400-årene Krag og Staverskov[1], medens navnet Gjøe sideløbende dukker op i 1300-årene.
Endnu i begyndelsen af 1500-årene havde man traditionelt to navne, et fornavn – og et efternavn, som fortalte hvem man var søn eller datter af, et såkaldt patronymikon (navn efter fader). (Man var for længst holdt op med at bruge matronymikon som i 1100-årene, fx Svend Estridsen og Peder Bodilsen.)
Man kunne fx hedde Birgitte Mogensdatter. For at fortælle, at man var af adel, indledte man med et dominus eller hr. eller for kvinder jomfru/fru. Altså fru Birgitte Mogensdatter. Og det hed hun så resten af livet, uanset hvem hun giftede sig med. Men hendes børn fik faderens familienavn, så Mette Albrechtsdatter Bydelsbak fik datteren Birgitte Mogensdatter Gjøe.
Man kaldte også præster for hr., uanset om de var adelige eller ej.
Det var besværligt. Man kunne eksempelvis have en sekvens af adelsmænd, der hed hr. Jens Petersen – hr. Peter Jensen – hr. Jens Petersen den yngre. Far, søn, sønnesøn.
I nogle adelsfamilier var man af disse grunde begyndt at efterhænge et familienavn som fx Gjøe.
Frederik 1. syntes, det var en god ide, og derfor gav han i 1526 den danske adel påbud om, at man familie for familie skulle benytte eller antage et fælles familienavn som fx Gjøe eller Oxe. Men ikke alle fulgte kongens påbud. Birgittes svoger kaldte sig fx Oluf Mouritzen og brugte sjældent sit familienavn Krognos. Endnu i 1600-årene var der ulydige adelsmænd, som brugte deres patronymikon i stedet for familienavn.
Vor hovedpersons fulde navn var i samtiden Birgitte Mogensdatter Gjøe, men vi ser fra hendes brevveksling, at alle kaldte hende Birgitte Gjøe. Undtagelser er Birgittes to tysktalende veninder, dronning Dorothea, som i 1551 kalder hende fru Birrithe Herloff Trolles[2], og hendes datter, kurfyrstinde Anna af Sachsen, som i 1560 (spøgefuldt) kalder hende Brigitten Trollin (Birgitte Troll-inden).[3]
Forfatteren til artiklen om Gjøe-slægten i Danmarks Adels Årbog 1896 skriver om navnet: ”Oprindelsen til Slægtnavnet er ganske ubekendt. Slægtnavnet, hvis ældste og hyppigste Form er Gøye, senere varierende til Gøyde, Giøde, Gyø, Gye og Giøe … Alt tyder på, at det er et Tostavelsesord, der har været udtalt Gø-ye, Giø-e, hvorfor den i vore Dage fremtrængende lemlæstede Skrivemåde Gø er vildledende og forkastelig.” Den er dog brugt af kurfyrstinde Anna af Sachsen i 1566.[4]
Hovedspørgsmålet er nu, hvordan Gøje har været udtalt i Birgittes tid. I dag vil de fleste hælde til et rim på øje og papegøje, men den anden mulighed, når vi arbejder med bogstavet ø, er et rim på høg og gøg. Kan vi komme nærmere? Ja, ved at se, hvordan man stavede navnet i samtiden.
Retskrivning er et forholdsvis nyt fænomen. Peder Syv (1631-1702), som var rektor ved Næstved Latinskole 1658-1664, var den første i Danmark, som på skrift påpegede behovet for en fælles retskrivning, men den kom ikke med det samme. Og i 1500-årene var der total valgfrihed i stavning. Et fantastisk eksempel er Universitetsdommen i 1540, som dømte trolovelsen mellem Birgitte Gjøe og Jesper Daa ugyldig (Danske Magazin, Tredje Række, Første Binds andet Hefte, XVIII s. 172-176). Her formulerer en række professorer sig i en skrivelse til Hans Majestæt Kongen. Der opregnes blandt de afhørte vidner Birgitte Gjøes fader og 3 af hendes brødre, nemlig ”Mogens gøye, Albret gyøe, Eskild giøe oc cristoffer gøie”, altså små og store bogstaver som det falder sig og bogstavering med vinden.
Vi ser, at man ofte indplacerede et ”i” eller ”j” således: Gjø eller Giø, hvilket fortæller, at lyden er den, vi kender i gøg, med andre ord en parallel til Kjøge/Køge og Kjøbenhavn/København.
Vigtigt er det her at holde sig for øje, at det lille bogstav y, som nu betegner en spidsmundet vokal mellem ø og i, i sin oprindelse er en ligatur mellem vokalen ”i” og konsonanten ”j”, dvs. et ”ij”. Y har derfor i 1500-årene været udtalt som et langt ”iii” frem for et moderne ”y”, hvorfor der med Gøye egentlig står Gø-ije. Navnet må altså have været udtalt Gjøø-e eller Gøø-e.
Derfor er det logisk og konsekvent, at G. L. Wad i 1893 konsekvent bruger formen ”Gjøe”.[5]
Så hvis vi går ud fra, at grundudtalen i navnet har været fast, medens stavemåden veksler, så må vi nødvendigvis samle os om gø-lyden og afskrive goi-lyden. Man kan ændre stavemåden efter forgodtbefindende, men grundudtalen må have været den samme.
Hvor kom papegøjen fra? Den kom engang i 20. årh. med den kendte børnesang om Birgitte Begøje eller Bergøje med det dårlige øje. Hermed opstod den forvanskede udtale af Birgittes efternavn, som nu desværre er den gængse. Ingen ved, hvem Birgitte Bergøje er, og forfatteren til sangen er glemt, men den for Birgitte Gjøe fatale tekst lyder (der findes flere varianter) således:
Birgitte Birgitte Bergøje – fik ondt i sit ene øje.
Hun smurte det med fløde- så begyndte det at bløde.
Hun smurte det med tjære – så blev det meget værre.
Hun smurte det med blæk – så gik det hele væk.
Der er altså ingen tvivl om, at den ukendte Birgitte Bergøjes efternavn rimer på øje eller oie.
Men Birgitte Gjøe ville have undret sig højligen og korset sig, om hun havde hørt sit navn udtalt som et rim på papegøje!
For at konkludere kan vi derfor med alt overvejende sandsynlighed fastslå, at Birgitte Gjøes navn i 1500-årene har været udtalt, så det rimede på byen Køge og fuglene gøg og høg.
Det er ikke et problem, når vi ser stavemåder som Gjøe og Giøe, udtalt Gjø-e og Giø-e. Anderledes med stavemåderne Gøje og Gøye, men her må man huske, at de deles Gø-je og Gø-ye. Derved fanger vi den oprindelige udtale også i disse stavemåder.
Navnet Gjøe angives i kilderne på utallige måder, her er et godt udvalg, dels fra samtiden, dels fra vor egen tid:
Giøe 1540 Universitetsdommen om trolovelsen,[6] Birgitte Giøe
Gøye 1540, do, Mogens Gøye
Gyøe 1540, do, Albret Gyøe
Giøe 1540, do, Eskild Giøe
Gøie 1540, do, Christoffer Gøie
Gøye 1540, do, Herluf Trolles senere påskrift, Bygitte Gøye
Gø 1560 Anna af Sachsen i brev til Birgitte[7]
Gøe 1568 Floris, vægtavle i Herlufsholm Kirkes kor
Gøy 1568 inventarium, København, Sibrits gaard, Børritthe Gøys gaard.[8]
Gøye 1571 inventarium Aakær, Biirgitte Gøye, i mit fadebur. [9]
Gøie 1573 inventarium København, Sibrits Gård, Herluff Trolle og Birgethe Gøie. [10]
Gøye 1574, Niels Hemmingsens ligtale, Biritte Gøye
Og senere fx således:
Gøje 1624 mindetavle, Herlufsholm Kirke
Gioia 1624 do, latiniseret, Pyrgitta a Gioia
Gjøe 1893, G. L. Wad, titel og generelt i bogen Breve til og fra HT og BG
Gøye 1896 DAÅ
Gø 1896, DAÅ (”den i vore Dage fremtrængende lemlæstede Skrivemåde”!)
Gjøe 1905 Dansk Biografisk Leksikon
Gjøe, se Gøye 1911 Salmonsens Konversationsleksikon første udgave
Gøie 1915 Francis Beckett, Herlufsholm Kirke, Herlufsholm Stiftelse 1915
Gjøe 1949 Hagerups Illustrerede Konversationsleksikon
Gøje 1969 Flemming Tolstrup, Det ældste Herlufsholm
Gjøe, se Gøye 1997 Store Danske Encyklopædi, Bind 7
Fornavn
Navnet Birgitte kommer af keltisk Brigit eller Brihtgifu og betyder Lysende-gave (bright gift). Oprindelig er det navnet på en oldkeltisk gudinde Brigantia.[11]
Senere er det navnet på en irsk helgeninde med det engelske navn St Brigid, ”The Mary of the Gael”, med helgendag 1. februar. St Brigid eller Sct. Brigida menes at være født ca. 451 i Faughart ved kysten nord for Dublin, og hun døde i Kildare sydvest for Dublin ca. 523 som abbedisse for et samfund af kvinder. Man ved ikke meget om hende, men legenderne omfatter ord som”beauty and an impression of a strong, gay, compassionate character, imbued with a shining charity: so many of the wonders related of her were to meet the spiritual and physical needs of her neighbours”.[12] En af de smukke historier om Sct. Brigida fortæller, at hun blev drivvåd under en byge, men hængte sit tøj til tørre på en solstråle! Hun kan i øvrigt noget specielt med køer og mejeribrug, et godt forbillede for en godsejerfrue som Birgitte Gjøe.[13]
Sct. Brigidas hovedindsats var stiftelsen af det første irske nonnekloster i Kildare, hvor hun blev begravet, men under de danske vikingeinvasioner blev hendes knogler o. 878 flyttet til Downpatrick i god afstand fra Dublin for at ligge ved siden af de andre irske nationalhelgener Sct. Patrick og Sct. Columba. Downpatrick ligger i county Down i provinsen Ulster ud til Det Irske Hav i Nordirland. Med den tidlige irske mission bliver Sct. Brigida dyrket over hele Europa.
Navnet får i Norden også stor betydning på grund af en anden helgeninde, den hellige Brigitta eller Birgitta af Vadstena (1303-1373), som tilsvarende stifter en orden, Birgittinerordenen for kvinder og mænd. Ordenen godkendes af paven i 1370, og klostret i Vadstena bliver indviet i 1384. De to danske dobbeltklostre af Birgittinerordenen er indviet henholdsvis i Maribo ca. 1420 og Mariager 1445. Selv bliver Birgitta kanoniseret i 1391 den 7. oktober, som er den vigtigste helgendag for Birgitta ved siden af hendes andre to helgendage: Hendes dødsdag 23. juli og 28. maj, den dag hendes kiste når fra Rom til Vadstena i 1374.
Et specielt aspekt ved Birgitta af Vadstena er, at hun som datter af Birger Jarl først var rig adelsfrue, gift i mere end 20 år og moder til 8 børn. Først som enke levede hun resten af sit liv i Rom med en afstikker i form af en pilgrimsrejse til Jerusalem. Hun er forfatter til Birgittas Himmelske Åbenbaringer, som har haft stor betydning for nordisk åndsliv og ikonografi. Birgittas datter Märta/Merete Ulvsdatter var hofmesterinde og opdrager for den unge dronning Margrete 1. af Danmark.
Som man forstår, så er der vigtig historie i det navn, som Mogens Gjøe og Mette Bydelsbak giver deres yngste datter i 1511.
Ved at læse brevene til og fra Herluf Trolle og Birgitte Gjøe opdager man, hvor utrolig mange måder der er at skrive navnet Birgitte på i midten af 1500-årene. For at vise spændvidden i valgmulighederne, som tidens brevskrivere havde, er her et udvalg. Husk, at y er ij.
Selv skriver Birgitte om sig selv fx Berthe, Børgetthe, Birgiitte, Byrgitthe og Birgitte.
Herluf Trolle skriver fx Byrgitthe og Bygitte.
Andre skriver fx Birrithe, Berthe, Berette, Berethe, Berre, Berræthe, Byrgitte, Beritte, Biritte, Brigitta, Bergethe, Birgethe, Berytte, Byrte, Birthe, Berith, Byrithe, Bergithe, Bergiitte, Brite, Berrette, Birgettj, Beretj, Beretti, Byerete, Birgite, Byrgette, Børgette, Biirggiithe, Byrritte, Beret, Brit, Beryte, Byrtte, Børritthe og Briitte. Flere eksempler kan findes i teksterne.[14]
Med moderne navne kunne Birgitte lige så vel have heddet Brigitta, Britta, Birgitta, Birgit, Birthe, Berit og Brit. Slægtshistorie er indviklet og fuld af faldgruber, men også derfor spændende!
PBH 22.03.2021, 10.03.2022
Litteratur
Attwater, Donald: The Penguin Dictionary of Saints, 1970
Achen, Sven Tito: Danske adelsvåbener – en heraldisk nøgle, København 1973
Gad, Tue: Helgener – Legender fortalt i Norden, København 1971
Hornby, Rikard: Danske navne – træk af navngivningens historie, København 1951
Nudansk Ordbog, Politiken, København 1972
Rasmussen, Holger: Birgitte Gøyes enkestand, Højbjerg 1974
Wad, Gustav Ludvig: Breve til og fra Herluf Trolle og Birgitte Gjøe, København 1893
[1] Achen 1973 s. 144. Staverskov betyder sandsynligvis Stævningsskov, hvor man høster stavre til gærder.
[2] Wad 1893 brev 127
[3] Wad 1893 brev 136
[4] Wad 1893 brev 163
[5] Wad 1893 hele værket
[6] Danske Magazin, Tredje Række, Første Binds andet Hefte, XVIII s. 172-176.
[7] Wad 1893 brev 136
[8] Rasmussen 1974 s. 29.
[9] Rasmussen 1974 s. 5.
[10] Rasmussen 1974 s. 15.
[11] Hornby 1951 s. 139, Nudansk Ordbog 1972
[12] Attwater 1970 s. 74
[13] Gad 1971 s. 87
[14] Wad 1893