– Birgitte Gjøe og Herluf Trolle overtager Skovkloster i 1560
Palle Birk Hansen
Da Birgitte og Herluf i 1560 mageskiftede sig til Skovkloster mod deres kære Hillerødsholm, overtog de klostret i juli måned. Der forestod uden tvivl et kæmpe arbejde med at forberede lokalerne og flytte bohave og ejendele fra Hillerød til Skovkloster. Der må have været en stor arbejdsstyrke afsat til opgaven, som har taget lang tid. Der er trods alt langt fra Hillerød til Næstved, ad moderne veje 113 km, som i dag kan tilbagelægges på knapt to timer. I datidens mål er der ca. 15 mil eller mindst 4-5 dagsrejser. Men ville man mon friste skæbnen ad de elendige veje tværs over Sjælland, eller ville man snarere fragte godset ud til Øresund og sejle rundt om Sjælland gennem Bøgestrømmen, Ulvsund, Storstrømmen og Smålandshavet til Næstved? Sandsynligvis.
Hvad har flyttelæsset bestået af? I væsentligt omfang kister med ægteparrets rørlige ejendom i form af tekstiler og husgeråd. Men selvfølgelig meget andet møblement og bohave. Vi kan i dag dårligt forestille os, hvor stor en opgave flytningen har været.
Men nu er flyttelæsset endelig kommet frem til Skovklosters port, og vognene ruller gennem porten og ind på ladegårdspladsen, hvor man fremme til venstre ser det store, røde teglstensmassiv, som er det firfløjede klosteranlæg med kirketårnet i nordvesthjørnet. På højre hånd breder klostrets økonomibygninger i Ladegården sig. Flyttelæsset skal frem til klostrets port i sydfløjen. Det ny godsejerpar har på forhånd gennemgået lokalerne og valgt sig det kommende domicil på 1. sal i østenden af sydfløjen.
Næstved Sct. Peders Kloster
Den ejendom, som parret overtog fra kongen i 1560, var skabt som et katolsk kloster, stiftet i 1135 og derfor nu som institution omkring 400 år gammelt. Kirken er givetvis den ældste del af anlægget fra 1100-årene, de tre klosterfløje formodentlig 2-300 år gamle som stenhuse, bygget og ombygget ad mange omgange, formodentlig med oprindelige forgængere i træ fra 11- og 1200-årene. Den yngste del af klostret var korsgangen i klostergården langs østfløjen, som var bygget så sent som i 1502, ”medens Olav var abbed”.
Klostrets oprindelige placering
En mangeårig diskussion handler om, hvorvidt klostret oprindelig er påbegyndt inde i Næstved ved siden af Sct. Peders Kirke – eller om klostret fra begyndelsen i årene efter 1135 er bygget i skoven.
Historien bag klosterstiftelsen i 1135 er i korte træk, at Bodil og hendes sønner indstifter klostret ved Bodils by Næstved som et takoffer for Erik Emunes sejr ved Fodevig i 1134 over kong Niels og hans søn Magnus. Det var Magnus, som 3 år tidligere havde myrdet sin fætter, Bodils sandsynlige broder Knud Lavard [1]. Klosterstiftelsen skete på grundlag af familiens omfattende godsbesiddelser i det sydlige Sjælland og Smålandene Møn og Falster. Bodil er fast placeret i byen Næstved, som hun i store træk ejer. Det afspejler med stor sandsynlighed, at hun som datter af Erik Ejegod og hans dronning Bodil Thrugotsdatter har fået byen af sin fader, da hun giftede sig med den ukendte stormand Bonde. Tøsen skulle tydeligvis have noget at leve af, så hun var uafhængig på trods af sit aparte giftermål. Kongen beholdt kun indtægterne af Næstved Torv, både af handelen og af bytinget. Bodil fik ejendommene og toftegælden. Ved stiftelsen af klostret skænkede Bodil og hendes familie deres egen kirke i Næstved, som vi kalder Næstved Sct. Peders Kirke, til det nye kloster, ikke for at de skulle bruge den som klosterkirke, men for at de skulle have glæde af tiendeindtægterne af sognekirken, hvilket blev konfirmeret af bisp Eskil i samme gavebrev. Tilsvarende skænkede Bodil klostret sin kongelige vandmølle, igen en betydelig årlig indtægt. Der er således ingen tvivl om Bodils store rolle i klosterstiftelsen.
Men allerede i 1200-årene havde mænd ondt ved at acceptere, at en kvinde kunne have denne rolle i samfundet i begyndelsen af 1100-årene, så derfor blev det Bodils søn Peder, der blev båret frem som stifter i skrift og billede – på trods af indholdet af gavebrevet, som klart viser Bodils dominerende rolle.
I den forbindelse er det interessant at se, at ved siden af 6 samtidige konger i Skovklosters mindebøger indgår de for længst afdøde konger Svend Estridsen og Erik Ejegod [2], henholdsvis Bodils farfar og far. Klostret kendte fuldt ud Bodils rolle.
Dette er årsagen til, at Bodils og hendes sønners klosterstiftelse kan ses om et led i tidens øvrige kongelige klosterstiftelser, fx Erik Emunes gaver til Ringsted Kloster den samme sommer.
Til historien hører, at Yngre Næstved Årbog under året 1261 noterer: ”Combustum fuit claustrum Nestwet” (Næstved Kloster brændte 1261) [3]. Senere tiders lærde mente nu, at det måtte være en oprindelig udgave af klostret inde i byen, der skulle være brændt i 1261, hvorefter klostret blev flyttet ud i skoven. Der er aldrig fundet så meget som en sten, som kan knyttes til et kloster ved siden af Sct. Peders Kirke i byen. Ideen bygger på oplysningen om branden i 1261 og fejltolkninger af verdslige byggerier fra slutningen af middelalderen omkring kirken. Der er i øvrigt slet ikke plads til et stort klosteranlæg her midt i den allerede i 1135 gamle by. Endelig er det afgørende, at den bevarede klosterkirke af benediktinerordenen står færdig omkring 1200 i skoven efter en lang byggeperiode [4].
Problemet er sprogligt. Hvad skal man lægge i de latinske og danske ”in/i”, ”de/ved” og ”juxta/nær”. De skal ikke tages bogstaveligt, men har fra begyndelsen betydet ”ved Næstved”.
Carl Neergaard påpeger allerede i 1897 og igen i 1915 [5], og Danmarks Kirker fastholder i 1938 [6], at benediktinernes kloster ved Næstved må være påbegyndt i skoven. Kirken er bygget i årene efter 1135 og står færdig omkring 1200.
Branden i 1261 kan have ramt en tidlig udgave af klosterbygningerne, da de stod bygget i træ, ligesom den kan have taget tagkonstruktionen på stenkirken.
Kirkeværket mener, at kvadrene i klosterkirkens murværk kan stammer fra en i øvrigt ukendt kirke (et kapel?), som Bodilslægten har haft på stedet i skoven og skænket til klosterstiftelsen i 1135, og som de mener er afbildet i det berømte billede fra 1200-årene af Peder Bodilsen med sin kirkemodel [7].
Men en væsentlig enklere og mere indlysende forklaring er, at billedet forestiller Peder Bodilsen med en model af familiens sognekirke i byen, Næstved Sct. Peders Kirke, ”som står under vor overhøjhed”, og som familien skænker til klostret som en betydelig og sikker indtægtskilde for klostret i kraft af de medfølgende tiendeafgifter. Derfor må kvadrene ude i skoven være hugget til klosterkirken som noget af det første efter 1135 – før man går over til det ny byggemateriale tegl omkring 1160-70.
Billedet af Peder med kirkemodellen er i øvrigt spændende ved, at Sct. Peder tramper – ikke på den sædvanlige drage som symbol på ondskaben, men på en ældre, skægget mand (kong Niels), og en yngre mand i rødt (sønnen Magnus, som myrdede Knud Lavard): Taberne fra slaget ved Fodevig i 1134. Far og søn repræsenterer her ondskaben. Vorherre velsigner sceneriet fra det høje!
Peder Bodilsen overrækker en model af familiens kirke i Næstved til Sct. Peder, som står på kong Niels og sønnen Magnus, der myrdede Knud Lavard, Næstved Kalendariet o. 1250.
Tekniske detaljer ved de to kirkebyggerier gør, at kirkeværket mener, at klosterkirken er bygget før ombygningen af bykirken, men de to kirkeplaner er påfaldende ens; de bygger begge på enskibede korskirker i stort set samme mål. Blot er korsarmene længere ved klosterkirken, så der er plads til 4 korsarmsapsider ved klosterkirken, men kun plads til 2 (endnu ikke påviste) korsarmsapsider ved bykirken. Korplanen er altså som venteligt rigere ved klosterkirken med i alt 5 apsider mod bykirkens max. 3 apsider.
Sct. Peders Kirke, øverst klosterkirken før overhvælvingen, nederst bykirken i samme målestok.
På trods af alle disse overvejelser, så fremgår det af et stort anlagt værk fra 2013 om klostre i det middelalderlige Danmark, at den gamle idé om klostrets første periode mellem 1135 og 1261 inde i selve byen Næstved fortsat lever i bedste velgående [8]. Ganske tankevækkende i betragtning af, at det er over 100 år siden, at argumenterne for idéen er tilbagevist.
1560
Her står de nu på Skovkloster, Birgitte og Herluf. De har forladt Birgittes mødrene arv Hillerødsholm, som de selv har bygget af nyt. Hovedbygningen på Hillerødsholm har de opført som et moderne dobbelthus af holstensk type, og de har bygget kraftigt om også på økonomibygningerne, alt som de selv ville have det. Og nu står de her ved Næstved med et antikveret klosteranlæg, indrettet til et ganske andet formål. Men den gang som nu skulle man være fleksibel og omstillingsparat, og det er de så. Kongens vilje ske!
Kildematerialet
Vor baggrund for at tolke de lokaler, som ægteparret overtager, er dels beskrivelsen af klostret hos primært Melchior 1822, Helms 1940 og Tolstrup 1965, dels en samling af ældre prospekter, opstalter og grundplaner.
Ældst er Resens prospekt fra omkring 1670. Her ser man kirketårnet, vestfløjen, et selvstændigt hus ved klostrets sydvesthjørne i fortsættelse af vestfløjen (måske en tidlig udgave af bryggerset og bagerset i vestenden af sydfløjen, som Tolstrup ser væk fra i sine planer, ligesom der heller ikke er spor af fænomenet i 1750-planerne), den lange sydfløj med to toetagers karnapper, østfløjen med to knaster (skorstene i rygningen eller priveter på åsiden?), og kirken som nordfløj med tværskibet samt et kapel ved kirkens sydmur. Man ser også forrest Ladegården med porten til venstre. I højre side skimtes Susåen, som løber ”nedad” mod Næstved og verdenshavet.
Herlufsholm som skildret på Resens Prospekt o. 1670.
Fra midten af 1700-årene har vi et sæt tegninger med opstalt af sydfløjens facade og grundplaner af sydfløj og vestfløj, gengivet hos Helms [9]. Man kan undre sig over, at der ikke er ofret opmærksomhed på østfløjen, men det må vi desværre leve med.
Herlufsholm, sydfløjen i opstalt og tre planer, ca. 1750 (Helms 1940 s. 628), bemærk, at den ene karnap er fjernet siden 1670.
Herlufsholm vestfløj og tårn i tre planer, til venstre professorboligen ca. 1750 (Helms 1940 s. 629)
Der er en bemærkelsesværdig forskel mellem 1750-planen og Tolstrups rekonstruktion fra 1965 (se nedenfor), idet kælderen i 1750 angives at række til og med forstuerne vest for østafsnittet, medens Tolstrup lader kælderen have samme længde som stenhuset med Herlufs Kammer og Birgittes Kammer. Topp hjælper os ikke i 1804, idet han desværre udelader kælderen. Ligeledes viser både planerne 1750 og Topp 1804, at sydfløjens væg ind mod østfløjen har to forskellige murtykkelser og dermed virker sammensat. Helms forklarer, at der er tilføjet murværk til det, han kalder Skovklosters ældste væg fra 1100-årene, kun 60 cm tyk [10]. Tolstrup tegner denne mur som gennemgående jævnbred.
I Melchiors bog fra 1822 gengives H. Topps opmåling af Herlufsholm fra 1804, dog uden kælder.
Melchiors tavle III 1822, tegnet af H. P. Topp i 1804.
Topps plan, genudgivet af Albert Leth uden kreditering af Topp i 1865 i genudgivelsen og fortsættelsen af Melchiors bog fra 1822. Det er den samme grundplan uden kælder, her nytegnet. Eneste forskel i forhold til tegningen fra 1804 er faktisk, at der i 1865 er udeladt en jernovn i den gamle kamin i Birgittes Kammer.
På dette grundlag – og i kombination med et grundigt kendskab til de bevarede arkivalier fra skolen – har Flemming Tolstrup udarbejdet sit sæt rekonstruerede grundplaner af indretningen af Skovkloster i skolens første tid, dvs. perioden fra 1565 til 1615. Disse planer er lagt til grund for den følgende gennemgang.
En særlig kilde udgør en skitse, som kunsthistorikeren N. L. Høyen har tegnet i 1832 [11]. Skitsen er speciel ved at vise et Herlufsholm, som er stort set helt overhvælvet i nederste stokværk. Men kan man nu stole på det? Vi ved, at østfløjen, den centrale del af sydfløjen og vestfløjen var overhvælvede. Men det kan jo være, at Høyen bare har ladet tankerne og pennen flyde. Hans kælder er fx kun halvt så lang som i 1750. Måske skal vi opfatte skitsen som et løst led i Høyens overvejelser frem for en faktuel beskrivelse af bygningen. Rentegnet er den jo ikke.
N. L. Høyens skitse af Herlufsholm med masser af hvælvinger 1832.
Tolstrups rekonstruktioner 1965
Flemming Tolstrup har forsket i grundmaterialet og givet os en oversigtsplan over de tre klosterfløje med angivelse af samtlige rums anvendelse i den første tid efter ejerskiftet. Det ville kræve en meget stor forskningsindsats at efterprøve hans argumenter i detaljer, fordi det ville kræve et gensyn med samtlige arkivalier der, hvor de findes, men til vor brug tillader vi os at bygge på Tolstrups planer.
Det er dog nødvendigt at påpege, at der er en væsentlig diskrepans mellem de to planer, som vises henholdsvis s. 229 og 232 hos Tolstrup 1965. Det er nemlig sådan, at planen af kælder og stueetage medtager de to karnapper på sydfacaden fra ”Herlufsholms ældste tid”. Men af uforklarlige årsager er de samme karnapper udeladt på planen over 1. og 2. sal, som vi kender dem fra Resens prospekt o. 1670. Så i bedste fald repræsenterer planen over 1. og 2. sal en lidt ældre tid, dvs. lige efter ejerskiftet, men før karnapperne er tilføjet, end planen over stueplanet. Det er så meget mere mærkeligt, som karnapperne har væsentlig større funktion på 1. sal, dels i refektoriet, hvor den vestre udgør en glimrende og velbelyst læseplads til den af Hemmingsen omtalte dreng, der var ansat til at læse Biblen under måltiderne [12], dels i Herlufs Kammer i selve godsejerparrets domicil, hvor den østre giver forbedret lysindfald.
Tolstrups rekonstruerede plan over stueplanet i Herlufsholms første tid, nord opad
Tolstrups rekonstruerede plan over Herlufsholms 2. og 3. stokværk i Herlufsholms første tid, nord opad
Sammenligner man skillevæggenes placering på de to hovedstokvæk, viser der sig en alvorlig forskel, idet den store køkkenskorsten i stuen må have aftræk op gennem refektoriets gulv! Noget tyder på, at planen af 1. sal er forrykket. Rykker vi 1. sals plan, så køkkenskorstenen passer med refektoriets vestmur, så får vi et fogedkammer, som stadig er 3,7 m bredt, og som svarer til bredden af forstuerne nedenunder. Det betyder så, at maltloftet mod vest bliver 17 m langt alt i alt.
Karnapper er et nyt fænomen i dansk arkitektur i anden halvdel af 1500-årene, altså netop på den tid, da klosteret bliver til herregård, med andre ord en naturlig tilføjelse fra Birgitte og Herlufs hånd. Ser man på placeringen af de to karnapper på Herlufsholms sydfløj og forestiller sig, at de på logisk vis er placeret forholdsvis symmetrisk i forhold til facaden, så bliver der en længde til overs mod vest, som faktisk kan svare til den plads, som det selvstændige hus i forlængelse af vestfløjen, som er gengivet hos Resen i 1670, må have optaget. Sydfacaden må altså have fremstået som en gavl og en facade med karnapper, adskilt af en slippe, som senere bliver til porten i den samlede sydfløj.
Vi får nu en facade, som er tæt på symmetrisk omkring hoveddøren og forstuerne mellem karnapperne og som støder op til slippen, som med tiden bliver til porten vest for køkkengavlen. Det giver faktisk mening, og det svarer til de fleste af vore øvrige antydninger fra 1670, 1750 og 1804. Men vi kan ikke være sikre. Vi kan dog være sikre på, at Tolstrups plan af 1. sal ikke kan være ganske rigtig. Køkkenskorstenen kan ikke have aftræk gennem refektoriets gulv!
Generel usikkerhed
Helms skriver i 1940: ”Medens Kirken i det hele og store har samme Udseende nu som i Middelalderen, har en skaanselsløs Restauration eller snarere Nedbrydning i Aarene 1868-70 tilintetgjort Størstedelen af Klosterbygningen, der indtil da havde holdt sig næsten uforandret fra Munketiden [13]. Ansvarlig for ødelæggelsen var forstander Hall.”
Der skal ikke herske tvivl om, at der er store usikkerheder omkring Herlufsholms tidlige bygningshistorie. Siden 1500-årene er der bygget om utallige gange, delt op, lagt sammen og bygget til. Og for at gøre det hele endnu vanskeligere, så er de middelalderlige og ombyggede fløje revet ned, dels i 1819 for øvre etage af østfløjens vedkommende, dels i 1868-70, da alt andet end kirken med tårn forsvandt. Kun nederste stokværk af østfløjen med kapitelsalen er bevaret fra middelalderen, fordi man i 1820 havde bygget nyt ovenpå. Dette afsnit var trods alt for nyt til at fjerne i 1868. Derfor er alle de fremlagte tegninger så vigtige, og derfor er der spørgsmål, som vi aldrig får endegyldigt svar på.
Klosterstandarder
At arbejde med disse rekonstruktioner kræver naturligvis et grundigt indblik i, hvordan de middelalderlige herreklostre i princippet kunne være indrettet [14]. Man venter generelt kapitelsalen i østfløjen under sovesalen eller dormitoriet. Man forventer køkken og refektorium i fløjen modsat kirken, her i Skovkloster derfor i sydfløjen. Man regner med stor fleksibilitet i vestfløjen, som kunne huse lægbrødre. Derfor er det heller ikke forbavsende, men tvært imod helt naturligt, at vi genfinder elementer af disse standardløsninger i Herlufsholms planer, f.eks. køkken og spisesal i sydfløjen.
Det er dog med klostre som med sognekirker: Vi har ca. 2000 middelalderlige sognekirker, opført efter samme hovedskema, og alligevel er der ikke to af dem, som er helt ens. Således også med klostre. Hovedtræk går igen. Man ynder at sige, at det er fordi rejsende munke skulle have let ved at finde vej i andre klostre. Men alligevel er ikke to klostre helt ens. Hvert kloster havde store frihedsgrader ved indretningen.
Eksempel på indretning af kloster, i dette tilfælde et fransk cistercienserkloster, fra https://da.wikipedia.org/wiki/Kloster (kristendom)
På den baggrund vover vi så at se grundigt på Skovklosters fysiske udformning og de tolkninger af samme, som forefindes.
Skovklosters sidste abbeder og lensmænd
Olavus Oluf Perssøn 1482-1503 abbed
Nicolaus Niels -1503 abbed
Kanutus Knud Jonsen o.1503-1508 abbed
Tidikinus Tidike 1508-1512 abbed
Erasmus Rasmus Daw 1512-1532 abbed
Christophorus Christoffer Hansen 1532-1537 abbed
Ove Bille 1537-1555 lensmand/abbed
Christophorus Christoffer Hansen 2. 1555-1559 lensmand/abbed
Lave Ulfstand 1559-1560 lensmand
Birgitte og Herluf 1560 ejere
Skovkloster har som herrekloster med stærk økonomi været drevet som katolsk kloster hen over Reformationen og frem til nu i 1560, først under ledelse af abbed Christoffer Hansen, derefter under Ove Bille. Bille var den sidste katolske biskop i Århus, hvor han efter Reformationen blev erstattet af en lutheransk superintendent. Bille skulle have en passende retrætepost i forhold til sin position i samfundet (kongen skyldte ham penge). Derfor får han Skovkloster som kongeligt len i sin livstid. Det specielle i dette tilfælde er, at han som kongelig lensmand har skullet lede klostret sammen med de hidtidige munke. De fortsætter altså som katolsk klosterkollektiv med abbed Ove som ansvarlig lensmand. Da han dør i 1555, hentes den gamle abbed Christoffer Hansen ind igen som den næste lensmand og overgangsfigur, til han dør i 1559. Her 24 år efter Reformationen er de fleste munke døde og borte, og de sidste levende munke er sendt til klostrene i Sorø og Antvorskov [15], hvor Ove Bille i øvrigt ligger begravet. Det ser ud til, at kongen når at forlene Skovkloster endnu en gang, nu til Lave Ulfstand. Men nu er Skovkloster i 1560 i spil i kongens arbejde med at arrondere gods. Han vælger at mageskifte klostret bort for selv at få fuld råderet over Hillerødsholm, som snart skulle blive til Frederiksborg Slot. Lave Ulfstand er som den sidste lensmand ham, der i 1560 får en lang næse og besked på at udlevere godset ”med alle bier” til Birgitte og Herluf. [16]
Til gengæld tilhører Skovkloster nu parret Birgitte Gjøe og Herluf Trolle fuldgyldigt. De bestemmer over ejendommen og det tilhørende gods med landsbyer, marker og skove. Det er deres ejendom. I forhold til det katolske klosterlen har kongen trimmet i godsmængden, men en stor del af godset er dog intakt. Balancen er på plads, så mageskiftet virker retfærdigt for begge parter.
Hvor skal de nye ejere bo?
Hvor skal Birgitte og Herluf nu bo i praksis? Der har været spændende gennemgange af hele komplekset for parret og deres betroede medarbejdere. Hvad kan de mange forskellige rum bruges til hvert især? Hvordan fordeles de bedst? Der skal være plads til mange mennesker under tagene. Nogle kan huses i Ladegårdens bygninger, andre skal finde plads i klosterbygningerne. Men først og fremmest skal ejerparret naturligvis selv finde leverum.
Det ny godsejerpar indretter sig i østenden af sydfløjen. Her nyder de godt af solvarmen på facaden, og fra vinduerne kan de følge med i livet, som det udfolder sig på Ladegårdens store gårdsplads mellem økonomibygningerne. Det er også efter tidens normale standard, at godsejerparret indretter sig på 1. sal; øvre stand kunne ikke drømme om at bo på jorden. Man ville væk fra fodkulden!
Ser man på Tolstrups rekonstruktion, så tegner der sig i klostrets sydøstlige hjørne et stenhus i 3 etager med kælder, stueplan og førstesal. Kælderen er høj, så der må trapper både ned og op til at formidle adgangen fra forstuerne i den øvrige del af sydfløjen. Øverste etage i dette stenhus indtager Birgitte og Herluf og gør til deres domicil.
Stenhuset
Det er en nærliggende tanke, at stenhuset i klostertiden, under forudsætning af, at det faktisk har dannet et selvstændigt bygningsafsnit som antydet i Tolstrups tegninger, tidligere har rummet abbedens lejlighed. Det rimer godt med, at det er netop disse rum, som Birgitte og Herluf overtager. Der er for så vidt intet, der taler imod ideen, selv om Helms og Finsen og senere Kristensen [17] foreslår, at abbedens bolig kan have ligget, hvor professorens hus lå i 1750 og rektors bygning nu ligger vest for klosteranlægget. Desværre kommer vi ikke en sikker opklaring nærmere, eftersom der heller ikke i Abbed Jeips Regnskaber er antydning af en lokalisering af, hvor klostrets forskellige lokaler lå i årene 1467-1481 [18].
Abbedbolig
Men hvis der faktisk lå en smuk abbedbolig vest for klosteranlægget, så kan man undre sig over, at de nye ejere ikke udnytter denne oplagte mulighed for logi. Ove Bille og Christoffer Hansen ville som abbeder uden tvivl have bosat sig der, så hvorfor skulle Birgitte og Herluf ikke gøre det samme? Hvilke beviser er der overhovedet for en abbedbolig vest for klostret? Et gulv omtales bl.a. af Helms [19]. Men hvordan afgør man, om et gulv stammer fra en abbedbolig i flere etager? Selve det faktum, at Birgitte og Herluf rykker ind på 1. sal i sydfløjen, peger stærkt på, at det var her, abbederne og lensmændene faktisk havde boet, og derfor var det indlysende at rykke ind i de samme gemakker. Gulvet vest for klostret kan tilhøre en økonomibygning. Vi kommer nok ikke spørgsmålets endelig løsning nærmere. Men der mangler klare beviser for, at der skulle have været en selvstændig abbedbolig vest for klostret.
Østfløjens andet stokværk vil normalt rumme klostrets dormitorium, og de omtalte rum ligger præcis for enden af dormitoriet, men i et bygningsafsnit for sig. Så her kan såvel mange af abbederne som lensmanden biskop Ove Bille have boet. Fra 1560 er det Birgitte Gjøe og Herluf Trolle, som med sikkerhed bor her.
Kemenat
Skovklosters stenhus i tre etager minder i sin type om kemenater, adelige stenhuse i tre etager, hvor adelsmandens familie bor i tredje stokværk [20]. De kendes fra 1100-årene og op gennem middelalderen. Her har familien vinterbolig med kamin i øverste stokværk, deraf ordet kemenat. Disse vinterboliger såvel i by som på land er primært et nordtysk fænomen, men findes også spredt langs Østersøens kyster helt til Riga og Visby. Eksempler findes da også i det middelalderlige Danmark i fx Lund, Kalundborg, Odense og Næstved. Lokalt i Næstved har vi flere eksempler: Gjøernes Gaards forhus mod kirken har været klassisk i sin oprindelige udgave, og et par ikkeadelige eksempler er Næstved Skole/Latinskolen/Peder Syvs Hus og Vesthuset i Boderne. Alle stenhuse i tre etager, skolen bevisligt med kaminopvarmet bolig i øverste etage.
Skovklosters stenhus er klassisk i sin opbygning: Kælder, stueplan og 1. sal med kamin, lige efter bogen.
Kælderen
Stenhusets kælder er ifølge Tolstrup delt i to hvælvede afdelinger. Den østlige er reserveret gården, den vestlige skolen. Planen fra 1750 viser tydeligt, at den østre kælder var overhvælvet, medens det ikke ser ud til, at skolens vestre kælder skulle være hvælvet på det tidspunkt. Det passer pudsigt nok med Høyens angivelse af kælderen i planen, hvor han fokuserer på hvælvinger, men han markerer tydeligt, at der er kælder under to hvælvingsfag ovenover. Så forvirringen er total.
Under alle omstændigheder bygges der i skolens kælder langs nordmuren et særligt rum, som vel har rummet de dyreste varer, herunder abbedernes og godsejerens vin. Det indbyggede rum er kun tilgængeligt gennem en enkelt dør, som givetvis har kunnet låses. Her har Birgittes hvidvin kunnet ligge i fred.
Ellers er det i øvrigt nok her i kældrene, at herregårdens øl, som blev brygget i bryggerset, har været oplagret i fade sammen med det importerede øl fra de nordtyske byer.
Anden etage, stueplanet
Stueplanet er delt i to rum. Det vestlige er gårdens borgestue, hvor staben har holdt til med adgang fra begge de to forstuer, dels til Ladegården, dels til klostergården. Borgestuen ligger tæt på køkkenet.
Tolstrup viser en karnap ud for borgestuen, som giver staben et godt overblik over Ladegården.
Karnappen ses hos Resen 1670, men er forsvundet omkring 1750.
Fra borgestuen er der adgang til det østlige rum, som kaldes de små herremænds kammer. De fineste skoleelever, dvs. dem med de vægtigste stamtavler, må formodes at have boet her, fjernt fra de øvrige disciples små hummere i vestfløjen, se senere.
Der kan have været indrettet kaminer i begge de to rum i stueplanet.
Ser vi på denne etage med åbne øjne, så kunne man forestille sig, at den oprindeligt i klostertiden har rummet det calefactorium, som Helms vil have placeret inde under dormitoriet, hvor man til gengæld kunne forestille sig scriptoriet placeret. Varmestuen kræver åben kaminild og rummer dermed en vis risiko for ildløs. Til gengæld er den daglige opvarmning en stor fordel for dem, der vil bo ovenpå. Dette kunne være en særlig Skovkloster-løsning: Abbedboligen over calefactoriet. Det er ikke til at vide, om stokværkets to rum er oprindelige med hver sin funktion, fx calefactorium og novicesal, eller om skillemuren er indsat i calefactoriet efter 1560.
Tredje etage
Vi ved ikke præcis, hvordan adgangsforholdene har været i 1560, men der bygges formodentlig kort efter overtagelsen et trappetårn i hjørnet af klostergården, som giver adgang til alle tre stokværk i stenhuset, derunder også til 2. stokværk, boligetagen, hvor Birgitte og Herluf rykker ind. Det ser ud til, at man deler etagen op efter funktion, så hjørneværelset bliver parrets sovegemak, medens det andet rum bliver stue, kaldet sommerstuen, som også får karnap med udsyn over Ladegården. En eller flere røgkanaler i skillemuren viser, at der rimeligvis har været kamin i begge rum, så man også kunne klare vinteren i begge afdelinger. Kaminerne ses på 1750-planen.
Forbindelsen mellem de to rum, stuen og soverummet, sker via gangen, som er indbygget langs rummenes nordside. Der er hugget dørhul i stenhusets nordmur for at skabe adgang ud til det ny trappetårn. Gangen fører ud til ejerparrets private hemmelighed eller toilet, som ifølge Tolstrup er hængt uden på østmuren med fald til terræn. (Det støder på den ejendommelighed, at vi i så fald må tro, at lokumskanalen fører ned forbi de små herrers vindue, hvilket ikke er ganske indlysende. En anden mulighed er, at hemmeligheden har fungeret med natstol med potte i selve enden af gangen – uden den murhængte stærekasse. Men Resens prospekt antyder unægteligt, at der faktisk har været to hemmeligheder på østfløjens østmur, den omtalte og den i Fruerstuen, se senere). Gangen er i øvrigt så bred, at den har kunnet rumme mindst tre store klædekister, nemlig en hvid fyrrekiste med duge og håndklæder, en fyrrekiste med sengetøj og sengeomhæng, og en stor rygget kiste med hynder og dyner, alle beskrevet på dette sted i inventariet 1572.
Inventariet fra 1572 afslører supplerende navne på rummene. Det ses, at hjørneværelset kaldes ”min frues sengekammer”, altså Birgittes sengekammer, medens sommerstuen kaldes ”salig Hr. Herlufs Kammer”, da han jo var død 7 år tidligere. Nu er det jo muligt, at parret har haft hver sit kammer i de 5 år, da Herluf stadig var levende mellem 1560 og 1565. Den ene kan jo have snorket. En anden mulighed er, at værelserne har fået deres navne, fordi det var i hjørneværelset, at Birgitte fortsat sov som enke fra 1565 til hun overgav forstanderskabet til sin svoger, Herlufs storebroder Børge Trolle i 1567, eller helt frem til 1572.
Østfløjen
Østfløjen rummertraditionelt klostrets vigtigste rum, nemlig kapitelsalen, der dels bruges dagligt til munkenes samling, dels bruges som det repræsentative lokale under besøg fra omverdenen. Salen ligger normalt centralt i fløjen, som den da også gør her i Skovkloster. Salen er overdækket med 6 hvælv på 2 piller, og den har en smuk portal ud mod klostergården.
Noget overraskende er det at se, at kapitelsalen efter Reformationen skal være taget i brug som herregårdens og skolens sygesal. I så fald kan det være her, at jomfru Sophie Grubbe har ligget syg, til hun døde i 1562 og blev begravet i kirken [21].
Mod nord finder man tættest på kirken et hvælvet rum, som typisk rummer sakristiet med tæt forbindelse til kirken. Dernæst har fulgt en trappe, som har ført op til dormitoriet, munkenes sovesal. Trappen har de også brugt om natten, når de skulle ned i kirken til kortjeneste. Derfor kaldes den ofte i klosterlitteraturen for nattrappen.
Syd for kapitelsalen har der sandsynligvis været en stor sal, som Helms tolker som klostrets calefactorium eller varmestue, og som derfor må have rummet opvarmningsmulighed for at kunne fungere efter tolkningen. Men det er kun en tolkning. Det virker således dristigt at have åben ild direkte under dormitoriet. En oplagt mulighed er da også, at salen har rummet klostrets scriptorium eller skrivestuen, den samme funktion som efter 1560. Rummet har haft adgang til klostergården og til arealerne øst for klostret.
Nederste stokværk af østfløjen rummede efter Reformationen ifølge Tolstrup fra nord en badstue, en sygestue (klostrets gamle kapitelsal), medens den sydlige sal deles op i to rum, som overdrages til skriveren. Denne afdeling, som kan svare til klostrets scriptorium, svarer til godskontoret, som dermed ligger blot en trappe fra godsejerens lejlighed og fogedens logi.
Øverste stokværk i østfløjen rummer traditionelt munkenes store, fælles sovesal, kaldet dormitoriet.
Østre korsgang er opført i sten i 1502 som fordelingsgang til østfløjens rum. Men er den fra begyndelsen opført i 2 etager? Østfløjens overetage udgjordes udelukkende af munkenes store, fælles sovesal, dormitoriet. Adgangen til dormitoriet skete ad nattrappen, som udgik fra korsgangen og udmundede midt i dormitoriets gulv. Derfor var der ingen brug for en korsgang på 1. sal.
I nogle klostre indrettede man munkenes celler eller studere- og bønnekamre i den øvre korsgang, som dermed ikke var en trafikåre, men en række isolerede rum. Der er ingen spor af en sådan indretning i Skovkloster. Det er faktisk muligt, at øvre korsgang er tilføjet af Birgitte og Herluf som en ny fordelingsgang, da de opdelte dormitoriet i tre nye rum: Det Røde Kammer, Fruerstuen og Børres Kammer. Vi har desværre ingen mulighed for at granske murværk på jagt efter gamle åbninger, eftersom alt murværk over nederste etage er fjernet i 1819.
Den gamle dormitorietrappe er fjernet, og fremover sker adgang til overetagen kun via det ny trappetårn i hjørnet mod sydfløjen og øvre korsgang. Dermed sikres øvre etage mod almindelig færden. Man skulle have et ærinde for at komme på denne etage.
Børres Kammer
Det sydligste rum i østfløjens 2. etage hedder ifølge Tolstrup ”Børres (Børges) Kammer”. Kammeret må have navn efter Herlufs storebroder Børge Trolle, som overtog forstanderskabet efter Birgitte i 1567. Flyttede Birgitte straks? Ikke nødvendigvis. Inventariet fra 1572 antyder stærkt, at Børge har sagt til sin svigerinde Birgitte: ”Du beholder naturligvis din lejlighed, så længe jeg er forstander. Jeg indretter mig inde ved siden af.”
Birgittes tre klædekister står i hvert fald stadig i hjørneværelset i 1572, en fjerde i Herlufs Kammer, men de er alle væk i 1573, da hendes nevø, søsteren Eline Gjøes søn Oluf Mouritzen Krognos overtager forstanderskabet. På det tidspunkt har Birgitte i foråret 1572 overtaget Sortebrødregaard og indrettet sig der, så derefter har hun ikke længere brug for de to boligrum på Herlufsholm. Men hun har endnu i 1573 klædekister stående i gangen, i ”fruens fadebur” og en enkelt i kirken!
Fruerstuen
Fruerstuen ligger midt i østfløjen med udsigt mod øst over Susåen. Birgitte er kendt for at have en flok unge adelsfrøkener i opdragelse under sit tag. Nu hedder det ikke Frøkenstuen eller Jomfrustuen, men der er i hvert fald tale om kvinder, så mon ikke Fruerstuen er det rum, hvor Birgittes frøkenkollegium lå. Ordet jomfru indeholder også ordet frue (Jungfrau=ung frue). Herfor kunne tale dels, at rummet ligger afsondret i forhold til resten af gården med direkte adgang til Birgittes bolig, dels det faktum, at Fruerstuen ifølge Tolstrup har eget lokum, så frøkenerne ikke behøvede at mænge sig med gårdens øvrige beboere. Her og eventuelt i det Røde Kammer kunne nok stå de nødvendige senge til frøknerne. I nordenden af øvre gang findes i øvrigt ifølge grundplanerne endnu et lokum – til Børge eller en trængende frøken.
(Til belysning af sagen kunne tjene, at Birgitte også indretter en Fruerstue i Sortebrødregaard. Hun bestiller Jost Kleinsmed til at lave en lås til døren til Fruerstuen for den store sum af 2½ mark, hvilket ikke er slet så forunderligt i betragtning af, hvem der sandsynligvis bor i lokalet. De skulle i hvert fald kunne låse deres dør og være i sikkerhed mod nærgående mænd i staben.)
”Min Frues Fadebur”
Inventarierne afslører, at Birgitte har yderligere et rum, som er hendes private [22]. Det hedder ”Min Frues Fadebur”, og vi ved ikke, hvor det lå. Ved et fadebur forstår vi i dag nærmest et spisekammer, hvor man opbevarer fødevarer. Men på Birgittes tid er fadeburet skatkammeret, hvor alle de værdifulde ejendele opbevares. I min frues fadebur står i 1572 bl.a. tre kister, nemlig den ryggede kiste, den store boskabskiste og den sorte kiste med læderovertræk, hvor hun bl.a. opbevarer sengeklæder, et bjørneskindtæppe, ni røde skind fra Riga og fjorten flamske hynder med vævede billeder, heriblandt ejernes våbenskjolde.
Hvor lå fruens fadebur? Tolstrup angiver et fadebur i stueplanet, et rum ved hoveddøren, hvorfra der er fin udsigt til Ladegården fra en karnap. Men er det fruens skatkammer? Man kunne være fristet til i stedet at fokusere på det såkaldte Røde Kammer i nordenden af østfløjens andet stokværk. Hertil er der direkte adgang fra forstanderlejligheden forbi Børges Kammer og Fruerstuen. Det røde kammer må have navn efter vægfarven, som godt kunne rime med et fadebur i udgaven skatkammer. Men det er jo desværre kun en hypotese. Men Birgittes kister står i hvert fald endnu i ”min frues fadebur” i 1573.
Sydfløjen i øvrigt
Resten af sydfløjen vest for stenhuset rummer som venteligt køkkenfaciliteter i første stokværk og spisesal i andet stokværk, i grunden det gamle klosters refektorium. Karnappen fra fadeburet (rum 9) nedenunder har været ført op til refektoriet, hvor den har givet velbelyst læseplads til drengen, som ifølge Niels Hemmingsen læste op af biblen under måltiderne [23].
Først er der et par forstuer med trapper, en af dem fører ned i kælderen under stenhuset. I dette afsnit opfanger man den store højdeforskel mellem etageadskillelserne i stenhuset og resten af sydfløjen, forårsaget af den høje kælder.
Derefter følger ”fadeburet” med karnap, som må skyldes Birgitte og Herluf. Den hører som ny arkitektonisk opfindelse i slutningen af 1500-årene ikke hjemme i klostret. Den er en parallel til karnappen ud for borgestuen, men i modsætning til den eksisterer den endnu omkring 1750. De to karnapper er tydeligvis anbragt nogenlunde symmetrisk på sydfacaden for at modernisere og pynte på anlægget.
Tolstrups ”fadebur” fremtræder som et stateligt rum med hvælvinger. Funktion hænger formodentlig sammen med naborummet, køkkenet. De to rum er overhvælvede, har muligvis oprindeligt været ét rum, som i størrelse svarer til refektoriet ovenpå, men er senere opdelt.
Næste rum mod vest er ligeledes hvælvet og rummer gårdens køkken med det store køkkenildsted, så her indgår hvælvingerne som brandsikring.
Vaskerummet er knyttet til køkkenet som en tilbygning på gårdsiden. Dermed kan vaskehuset være en direkte videreføring af klostrets lavatorium, formodentlig med brønd, hvor munkene vaskede sig før måltiderne i refektoriet på 1. sal.
Disse to rum med hvælvinger og køkken ligger under refektoriet og kan i teorien udgøre et selvstændigt arkitektonisk led, et stenhus i to stokværk fra klostertiden.
Nu følger porten ind til den indre gård, før vi når frem til de øvrige køkkenfunktioner, som omfatter en mælkestue (som senere bliver hovedtrappe), bryggerset og bagerset med bageovnene, indtegnet på planen fra omkring 1750. Resen viser os omkring 1670 en selvstændig bygning her i hjørnet mellem vest- og sydfløj, som minder om, at bryggers betyder bryghus, stegers stegehus, bagers bagehus. Noget kunne tyde på, at disse brandfarlige funktioner i klostertiden har ligget i eget hus, et ildhus, som senere inkorporeres i sydfløjen.
Om dette er rigtigt, så er disse funktioner først indbygget i sydfløjen måske i begyndelsen af 1700-årene – efter Resens tegning og før planerne fra 1750. I så fald arbejdede Birgitte og Herluf med Resens ildhus.
På 1. sal indretter man fra øst over forstuerne først fogedens kammer, så han er tæt på godsejeren. Dernæst følger den store spisestue i bygningens bredde, der svarer til klostrets refektorium. Endelig ser det ud til, at resten af den sammenbyggede længe senere udgør et stort maltloft, der meget passende ligger lige over bagerset og bryggerset. Kanaler i murene kan føre varmen fra bagerset op til malten, så den kan tørre; malten bliver passet godt!
Konklusion på sydfløjen
Man kunne vente, at sydfløjen fra middelalderens kloster var opført som en samlet bygning. Men med denne gennemgang er der åbnet for, at den rent faktisk er opstået som tre selvstændige bygninger, som efterhånden er sammenføjet. Altså en treetagers bygning i sydøst, bygget som abbedbolig m.m. En toetagers bygning med køkken og refektorium med tilbygget lavatorium. Og endelig et selvstændigt ildhus med stegers, bagers og bryggers, oprindeligt i én etage, bygget med samme orientering som vestfløjen. En mellembygning omfatter så forstuerne med trapperne mellem abbedboligen og refektoriehuset – og efter 1670 den nye vestende med port i forlængelse af refektoriebygningen. Det er sandsynligt, at Birgitte og Herluf har stået for sammenbygningen af abbedbolig og refektoriebygning, eftersom de tydeligvis samler huset visuelt med de to karnapper, men vestenden må være bygget omkring 1700, eftersom den ikke er der på Resens prospekt fra o. 1670, men optræder på grundplanen fra o. 1750.
Vestfløjen
Da Birgitte og Herluf flyttede til Skovkloster i 1560, havde de måske allerede en fast forestilling om, hvordan de ville indrette deres ny skole, som formelt blev stiftet i 1565. Så de har formodentlig fra begyndelsen udset sig vestfløjen, den gamle lægbroderfløj, til skolebygning.
De kan meget hurtigt have sat ombygningen af fløjen i gang. Der var brug for et skolelokale i stil med det ret ny skolelokale i Næstved Skole/Latinskolen inde ved Sct. Peders Kirke, et stort lokale, hvor de forskellige klasser kunne være samlet under de få læreres opsyn og undervisning.
Tolstrup angiver hele grundplanet af vestfløjen som ét stort, overhvælvet rum. Det kan være en arv fra klostret, hvem kan ikke bruge en stor, smuk, overhvælvet sal til mange formål? Men det kan også være et resultat af Birgitte og Herlufs målrettede indsats. De kan have ryddet skillevægge, ligesom der senere kommer nye skillevægge i den store sal.
Ovenpå sker der rigtig meget. Den gamle overetage er indvendigt så høj, at den kan ombygges til disciplene. Etagen deles op i to ved, at der indskydes et nyt gulv. Derved bliver den øverste etage eller tredje stokværk ret lav, kun godt 180 cm, men høj nok til de yngste elever. Fra nederste elevetage eller mellemste stokværk bygger man ifølge Tolstrup en svalegang langs nordvæggen af sydfløjen, så eleverne får let adgang til spisesalen. Det er dermed ikke klart, hvor eleverne vaskede sig før måltiderne. I klostertiden gik alles vej forbi lavatoriet nede ved køkkenet, nu skød man genvej direkte fra cellerne til bordet. Der må have været lavaboer eller håndvaske i gangen ved cellerne.
Og således indrettes vestfløjen til Skolefløjen, en samlet kostskole med undervisning og bolig under ét tag.
Forbindelsen mellem de tre etager sker via trappetårnet, som bygges ved klokketårnet. Før 1750 bygges der en bred trappe ind midt i vestfløjen som supplement til trappetårnet, hvorved den store skolesal i stueplanet bliver delt op.
For Herluf må hele denne proces have været speciel. Han var vant til borge og herregårde og store købstadshuse, hele klosterverdenen var ham fremmed. Han har givetvis syntes godt om stenhuset i sydøsthjørnet, som mindede ham om borgarkitektur.
Men Birgitte har følt sig aldeles hjemme, opvokset som hun var i nonneklostret Ring Kloster af benediktinerordenen ved Skanderborg. Her ved Næstved havde hun fået et munkekloster af samme benediktinerorden at indrette sig i.
Kirken
Med Skovkloster overtog Birgitte og Herluf også en af landets store klosterkirker, Skovklosters egen kirke, grundlagt kort efter klosterinstitutionens stiftelse i 1135 og formodentlig færdig omkring 1200.
Klosterkirken fik samme grundplan som klostrets nye bykirke inde i Næstved, en enskibet korskirke i form af et latinsk kors med apsider ved korsarmenes østvægge. Eneste forskel ser ud til at være, at klosterkirken fik to apsider ved hver korsarm, medens bykirken måske måtte nøjes med én apside ved hver korsarm. Grundmålene for de to kirker er nogenlunde ens, se tidligere i artiklen.
Helms har påvist, at klosterkirken ser ud til at have fået sine korsarme med lidt forskellige breddemål tilføjet til en enskibet kirke, medens bykirken er mere ensartet opført som korskirke fra begyndelsen. Han antager, at det betyder, at klosterkirken er kommet først – lidt som en forsøg, for at blive efterfulgt af det færdige projekt, den fuldendte korskirke i byen. Det er muligt. Begge kirker er måske færdige omkring 1200.
Klosterkirken er naturligvis som klostrets egen kirke opført og indrettet til klostrets egne formål. Det betyder, at kirken fra begyndelsen har været indrettet med de nødvendige kor, dvs. fra øst højkoret med kirkens hovedalter, naturligvis indviet til Sct. Peter. Derefter munkekoret, efterfulgt af det obligatoriske retrokor til syge munke under lektoriet. Efter lektoriet fulgte endelig lægmandskoret i den vestligste ende af skibet.
Mellem højkoret med kirkens hovedalter og munkekoret bredte tværskibet sig med de fire altre, knyttet til korsarmenes østvægge.
Der er altså ikke afsat plads til en menighed, fordi der ikke er nogen menighed knyttet til kirken. Der er af samme årsag heller ingen døbefont. Skovklosters kirke er en ren klosterkirke.
I anden halvdel af 1200-årene ombygges det oprindelige højkor med apsis til to jævnbrede fag med lige afskåret østvæg, og der bygges hvælv i hele kirken, 8 i alt.
Lektoriet
Hvor stod det tidlige lektorium, som var et tværgående pulpitur, hvorfra man læste tekster, prædikede og sang? Ser vi på grundplanen af den tidlige kirke, så afslører det sig midt i skibet ved vinduernes placering. Man bemærker, at der er større afstand mellem 4. og 5. vindue fra vest end mellem de andre vinduer i skibet. Her stod lektoriet uden tvivl oprindelig under det flade træloft.
Da man i 1200-årene overhvælvede kirken, flyttede man lektoriet lidt mod vest til skellet mellem de nye 2. og 3. hvælvfag fra vest. Det ses i tværsnittegningen af kirken ved, at de to hvælv midt i kirken er noget højere end de øvrige. Det er de naturligvis, fordi man ville have bedst mulig rumklang over munkekoret, hvor munkene sang deres koralsange. Her fra midt i kirken bredte de skønne toner sig ud i de øvrige dele af kirken.
Lektoriet i dets gotiske udformning fungerede bl.a. som prædikestol, men rummede også kirkens orgel. En af Skovklosters orgelmestre, ”Laurentius Johannis, formator organum, nostrorum (Laurids Hansen/Jensen, vor orgelbygger)”, døde den 26. februar 1494 [24].
Melchior fortæller i 1822, at de i koret 20 bevarede helgenfigurer af træ og de 4 bevarede spir hørte til lektoriet [25], og Beckett er i 1915 enig med ham [26]. Forestiller man sig de fire søjler med spir opstillet på tværs af kirken, danner de 5 rum, og forestiller man sig de fem rum firdelt, giver det præcis 20 helgenfigurer. Så noget tyder på, at det kan være rigtigt.
Eksempler på lektorier med søjle- og spiropdelte fronter findes fx i kirkerne i Magdeburg, Burgdorf og Albi.
Helms fremdrager imidlertid et brev fra Melchior, hvor han i 1808 mener, at spirene sad på korstolene som endestykker [27]. I 1822 modsiger han som sagt sig selv. Men begge muligheder foreligger altså.
Vi kender ikke de tidlige udgaver af lektoriet midt i skibet, men vi kender delvis gennem de omtalte snitværker den sidste udgave fra omkring 1500, som overlevede Reformationen i 1536 ved på et ukendt tidspunkt at blive flyttet fra placeringen midt i skibet to fag op til indgangen til højkoret.
Gulvet
Beckett fortæller, at der er bevaret gulvfliser med presset dekor, glaseret gule og grønne, og at nogle af dem i 1915 ligger omkring døbefonten. De ses på foto af fonten [28]. Sådanne polykrome teglstensgulve er helt forventelige i Skovklosters klosterkirke.
Men situationen er bedre end som så. Fra Skovklosters klosterkirke findes der nemlig et større udvalg af gulvfliser fra 12- og 1300-årene, faktisk hele 36 fliser, som indgår i Nationalmuseets nationale katalog [29], heriblandt nogle af de største og smukkeste, som kendes fra kredsen omkring cistercienserkirken i Sorø. Her i Sorø er der på Store Plads vest for Sorø Kirke fundet en ovn, som må være den oprindelige ovn i den familie af fliser, der er fundet i cistercienserklostret i Sorø og benediktinerklostrene i Ringsted og Næstved, dvs. Vor Frue/Sct. Bents Kirke og Skovkloster. De tre kirker brændte i henholdsvis 1247, 1241 og 1261. Vi står altså her med 3 store, sjællandske klosterkirker, der behøvede store byggearbejder i anden halvdel af 1200-årene, og som formodentlig i den forbindelse investerede i nye smukke teglstensgulve med stempeldekorerede og glaserede gulvfliser [30], måske introduceret af cistercienserne i Sorø. Muligvis er fliserne i Ringsted og Næstved dog produceret i lokale ovne, men på grundlag af fliserne fra Sorø. Der vil være god grund til at nærstudere de teglovne, som vi ved gemmer sig i skovbunden omkring Skovkloster. Måske kan man være heldig at finde stedet, hvor Skovklosters fliser er skabt.
Als Hansen & Aaman Sørensen 2005, Katalog 9, 10 og 11
hjort og løve, palmetter og liljer, 1250-1300
Als Hansen og Aaman Sørensen 2005, katalog 14, 23, 24, 26 og 28
fletværk og rankemønstre, 1250-1300
Als Hansen og Aaman Sørensen 2005, katalog 92, 96, 98 og 120
løve, krone, palmet og løve, 1300-1350
De 7 af typerne bedømmes i kataloget til at være fra anden halvdel af 1200-årene, sandsynligvis efter branden 1261, medens de sidste 4 vurderes til at høre til i begyndelsen af 1300-årene.
Hvor præcist disse fliser har dannet gulvflader, vides ikke, kun at de er fundet i kirken og at de derfor sandsynligvis har smykket kirkerummet i forskellige partier. Der er i øvrigt også mulighed for, at nogle af dem har ligget som astraggulv oppe på lektoriet, et fænomen man fx kan se i gråbrødrenes Katharinenkirche i Lübeck.
Kalkmalerier
I kirkens østligste fag, altså i enden af koret, bliver der kort efter byggeriet i anden halvdel af 1200-årene udført kalkmalerier. I østkappen var en Majestas Domini eller Kristus i Mandorla, i vestkappen en Maria som himmeldronning på sin trone, i de to resterende fag, hvad der i Kirkeværket er beskrevet som ”Engle med scepter og rigsæble” [31], men som snarere efter attributterne at dømme må have været helgenkonger, og her tænker man primært på de tre vigtige danske helgener Knud den Hellige, Knud Lavard og Erik Plovpenning. Vi kan kun gætte på, hvem af de tre det har været, men det ville være naturligt at forvente Knud Lavard, Sanctus Kanutus Dux, i betragtning af Bodilslægtens rolle i klostrets stiftelse i 1135. I henhold til forfatterens hypotese [32] er det stærkt sandsynligt, at Bodil var søster til Knud Lavard, datter af dronning Bodil og Erik Ejegod, hvilket er hele grunden til, at hendes familie overhovedet indstifter Næstved Sct. Peders Kloster i 1135 som et takoffer for halvbroderen Erik Emunes sejr ved Fodevig i 1134 over kong Niels og hans søn Magnus, Knuds fætter og morder.
Disse kalkmalerier dannede loftsudsmykningen over Gjøe og Trolles gravkapel, indrettet af Birgitte i årene 1565-68.
Majestas Domini i korets østligste fag, 1200-årene, aftegning i 1863 v. Rudolf Bertelsen.
Det er i øvrigt interessant at se, at kløverbuen, som indgår i mandorlaen, også fandtes i det vindue, som ses øverst i sydmuren i det samme fag som kalkmalerierne. Vinduet ses i tværsnittet af kirken, som bringes i Danmarks Kirker.
Der ser man også, at tagværket over det østligste korfag er ganske anderledes end resten af kirkens tagværk. ”Kun Tagværket over Korets Østfag er ældre end den sidste Restaurering (i 1863); det er af Dragerstolstype, men næppe ældre end 1700’erne,” fortæller Danmarks Kirker.
Tværsnit gennem Herlufsholm Kirke, set mod syd. Bemærk de højere hvælv over munkekoret. Bemærk også vinduet i det østligste fag med kløverbuen. Danmarks Kirker 1938 s. 1125.
Korstolene
Hver munk, hver conversus, hver lægbror havde sin egen korstol. Så hvis vi kendte de nøjagtige antal af disse grupper til hver tid, så havde vi også et overblik over, hvor mange korstole, der skulle være plads til.
Topp tegner kirken i 1804 med i alt 25 korstole [33]. Han tegner langs væggene 7 stole i nord og 6 stole i syd. (Det minder om Sct. Peders Kirke i Næstved, hvor der er 7 stole i nord á 60 cm, 6 stole i syd á 67-70 cm. Tynde præster i nord, tykke præster i syd!). Foran dem to korte rækker med 3 stole i hver. Og med ryggen mod skibet yderligere to korte rækker med 3 stole i hver.
Melchior omtaler 24 bevarede i to rækker og nævner de 6, som stod foran, men blev fjernet 1811 [34]. Altså 30 stole.
Helms omtaler de 30 stole, men fortæller, at 8 blev fjernet i 1811, så der på hans tid var 22 bevaret. Hertil kom så de 2×3 stole ud mod skibet, dermed 28 stole i alt [35].
Danmarks Kirker omtaler også 22 stole, 8+3 i hver side af koret [36].
I dag er der bevaret 22 korstole. Men der har i klostertiden været væsentlig flere stole, fordelt i de nævnte korpartier munkekoret, retrokoret og lægmandskoret.
Altre
Vi kender til en lang række altre i kirken. Udover hovedaltret, som indtil 1811 var opmuret af teglsten, har der været sidealtre. Det gælder formodentlig de tre almindelige, nemlig Mariaaltret, Helligkorsaltret og et alter for en mandlig helgen. De indgår måske blandt de fire altre i apsiderne. Hertil kommer så yderligere et antal sidealtre fordelt i kirken og i de to kapeller ved sydmuren, som kendes fra skriftlige kilder, indviet henholdsvis 1430 til Sct. Bendt og nogenlunde samtidig til Sct. Erasmus.
Vi kender til Sct. Olavs alter fra 1488, som stod til venstre for hovedaltret, Sct. Kathrines alter fra 1314, Sct. Birgittes alter fra 1405, Allehelgens alter fra 1469 og Sct. Johannes Evangelists alter. [37] Dertil kommer dem, vi ikke kender.
Således og med middelalderlige kirkeklokker i tårnet var kirken indrettet i de næste ca. 300 år frem til Reformationen i 1536.
Efter Reformationen
Med Reformationen skete der voldsomme ændringer med Skovklosters kirke, der nu som sognekirke skulle indrettes efter de nye lutheranske forskrifter. Medens de to tiggermunkeordeners klosterkirker i Næstved blev revet ned som overflødige, så undgik Skovklosters klosterkirke den skæbne ved at få helt ny funktion.
Den blev nemlig omdannet til sognekirke i og med, at man oprettede et helt nyt Skovkloster Sogn omkring den gamle klosterkirke. Dette skete i forbindelse med godsoverdragelsen i 1560 til Birgitte og Herluf. Først omfattede det ny sogn de gamle Ladby Sogn og Vridsløse Sogn. Snart fik man lov til at udvide sognet med Øverup og Holsted ejerlav. Endelig fik Børge Trolle i 1569 indlemmet Lille Næstved, som blev skåret ud af Næstved Sct. Peders Sogn, hvorefter Skovkloster Sogn samme år fik navneforandring til Herlufsholm Sogn.
Kirken skulle derfor senest fra 1560 omdannes fysisk, ikke i det ydre, men i sin indretning. Munkekorene skulle væk og skibet indrettes til den ny menighed, og højkoret skulle åbnes for menigheden. Der skulle installeres døbefont, og der skulle med tiden en ny prædikestol til som erstatning for lektoriet. Den eksisterende stammer fra 1623/1627, lektoriet kan fortsat have fungeret som prædikestol indtil da. I 1804 hang den ny stol overmalet med blåhvidt på det sydvestre hjørne i korsskæringen overfor, hvor den hænger i dag.
Det faktum, at man helt til 1800-årene bevarede dels 30 korstole, dels kirkens lektorium, giver anledning til spekulationer, og mere kan det ikke blive. Men er det mon sådan, at tidligere katolske bisp Ove Bille som abbed/lensmand for det delvis katolske Skovkloster tog pejling af den ny lutheranske virkelighed og tog fat på en radikal ændring af klosterkirkens indretning? Kunne det være ham, som fik flyttet lektoriet op til højkoret og fik rykket de 30 korstole ind i højkoret, så de kunne rumme klostrets abbed og de sidste katolske munke? Dermed gav han i praksis køb på skibet, som kunne ryddes for klosterindretningens forskellige kor, så der blev plads til den kommende ny lutheranske menighed?
Ove Billes gravsten fra Antvorskov Klosterkirke e. 1555, Abildgaard kat. 168, ophav usikkert, S.A.1756
Det hører med til historien, at 6 bønder i 1627 fik kosten, medens de nedbrød de (sidste?) gamle kirkestole i kirken [38].
Det er ikke helt indlysende, at de lutheranske godsejere Birgitte og Herluf skulle bekymre sig om lektorium og korstole og bruge ressourcer på at flytte dem rundt i kirken. Det ville være mere naturligt for dem totalt at rydde klosterkirkens indretning og indrette rummet efter de lutheranske forskrifter. Men hvis antagelsen holder stik, så er det mere plausibelt, at man i 1560 accepterede Ove Billes reducerede og få år gamle klosterkirkeindretning, som dermed holdt til 1863.
Gravkapel
Under alle omstændigheder inddrog Birgitte hele det østlige korfag til nyt gravkapel for Herluf og hende selv. Sandsynligvis er den store tilmurede åbning i nordmuren i det østligste fag skabt i denne forbindelse, ellers skulle alle de mange kubikmeter jord fragtes gennem hele kirken til døren i vest eller til den smalle dør i korets sydvæg. Tilmed kunne den ny, brede åbning med fordel bruges, da de nye gravmonumenter fra Nederlandene skulle ind på plads.
Der er den mulighed, at Ove Bille selv har indrettet sit reducerede munkekor i det vestlige korfag, medens han har efterladt østfaget til efterkommernes fri benyttelse. Eller Birgitte har fået komprimeret Ove Billes reducerede kor, hvis det har bredt sig i hele koret, for at få plads til gravkapellet. Vi ved det ikke.
Døbefont
Men til gengæld ved vi, at Birgitte og Herluf i 1561 udstyrede kirken med en døbefont, da kirken året før var blevet sognekirke med dåbsfunktion.
Det ved vi, fordi den firkløverformede font på søjleskafter bærer en indskrift i randen: »A I 1561« (anno incarnationis: »Kristi Kødspaatagelses Aar 1561«). Men døbefonten var på det tidspunkt ca. 300 år gammel og stammede fra o. 1250. Den må altså have stået i ca. 300 år i en sognekirke et eller andet sted, hvorfra Herluf har fået/købt og hentet den til sit ny formål. Vi kan se os om i nærheden og huske på, at Sct. Peders Kirke i Næstved fik støbt en ny malmfont i 1502. Det er en oplagt mulighed, at det er bykirkens gamle, fornemme font, som 59 år senere er endt i Herlufsholm Kirke. Det er ikke en font, man ville vente at finde i en landsbykirke. Melchior bedømmer fonten til at være gjort af marmor [39]. Materialet er af senere forfattere bedømt til at være enten klæbersten fra Norge [40] eller ”snarest kalksten fra Gotland” [41]. På den vedføjede tegning fra 1869 anes en vandret lagdeling, som kunne pege på klæbersten. Moderne analyse mangler.
Herlufsholm Kirkes døbefont 1561, del. H. Storck 1869
Fonten står i dag i koret. I 1804 stod den i indgangen til nordre korsarm, som fra 1700 dannede ramme om Marcus Gøyes imposante gravmæle. Hvor længe før 1804, den har stået her, ved vi ikke. Sandsynligvis er den flyttet fra nordre korsarm til den nuværende placering i koret i forbindelse med den store restaurering i 1863.
Men hvor stod den i 1561? Den forventelige placering ville være ved indgangen, altså i vestenden af skibet. Peder Palladius noterer, at døbefonte bør stå ved indgangen i lutheranske kirker. Senere flyttes de fleste danske døbefonte mod øst op mod kirkernes kor, som det også er sket i Herlufsholm Kirke. Men de første ca. 200 år kan den udmærket have stået i skibets vestende i nærheden af indgangen.
Ekskurs: en ekstra døbefont
Endnu en middelalderlig døbefont fra o. 1300 er i spil i Næstved, idet man for mange år siden fandt en sådan i Rådmandsengen i nordsiden af byen. Døbefonten blev opbevaret i en årrække på en ejendom i Ringstedgade, indtil forfatteren Poul Hoffmann forærede fonten til den i 1978 nyindviede Skt. Jørgens Kirke, fra 1979 sognekirke i det ny Skt. Jørgens Sogn, netop udskilt fra Sct. Mortens Sogn.
Døbefonten i Næstved Sct. Jørgens Kirke, gotlandsk kalksten, fundet i Rådmandsengen, foto PBH 2005
Næstved Sct. Jørgens Kirkes døbefont, fra kirkens hjemmeside
Hvor kommer denne døbefont fra? De to oplagte muligheder er Sct. Peders Kirke, som fik ny malmfont i 1502, og Sct. Mortens Kirke, som fik ny malmfont i 1515.Tager man det tætte forhold mellem Skovkloster og Sct. Peders Kirke i betragtning, jf. betragtningerne ovenfor vedrørende Herlufsholms font, er Sct. Mortens Kirke en god mulighed.
Man kan naturligvis undre sig over, at man kasserer en døbefont og dumper den i Rådmandsengen, men det er ikke uhørt – desværre. Men godt, at den gamle font fandt plads i en ny kirke i sin hjemby.
Kirkestolene
Spørgsmålet om døbefontens placering åbner for yderligere en overvejelse, nemlig om kirkestolene i Herlufsholm Kirke. Som berørt under korstolene sker der drastiske ting med de gamle korstole i forbindelse med reformationen, og de sidste ca. 22 korstole ender i kirkens kor.
Ser vi på Topps plantegning af kirken fra 1804, så var der på daværende tidspunkt kirkestole i to rækker langs skibets vægge, og det er jo den helt almindelige placering af kirkestolene.
Vi kender en helt traditionel historie vedrørende denne placering, som indebærer, at kvinderne sad i den nordre side, medens mændene sad i den søndre side. Den er forbundet med de middelalderlige døre i nord og syd, efter traditionen henholdsvis kvindedøren i nord og mandsdøren i syd.
Men en oplysning fra 1756 afslører en helt anden placering af kirkestole på det tidspunkt. Oplysningen viser nemlig, at man på den tid havde en nordre gang, en søndre gang og en vestre gang med gravsten. Det må betyde, at man da have stillet stolene i en massiv blok fri af væggene. Hvilket betyder, at der næppe har været den adskillelse af kvinder i nord og mænd i syd, som vi normalt forbinder med det ældre kirkerum i Danmark. Kan de to køn have været skilt i øst- og vestafsnit? Eller er adskillelsen af kønnene yngre end 1756?
Disse overvejelser afslører, at vi ikke har nogen som helst viden om, hvordan Birgitte og Herluf indrettede deres ny sognekirke. De har reelt stået med helt frie hænder i forhold til det store kirkerum. Desværre ved vi ikke, hvad de valgte.
Afslutning
Jeg har i denne artikel forsøgt at vise, hvordan det kan være gået for sig, da Birgitte Gjøe og Herluf Trolle i 1560 og årene derefter indtog Skovkloster og omdannede det fra benediktinerkloster til renæssanceherregård med tilhørende kostskole.
Meget fortaber sig i mørke, når vi bevæger os fra rum til rum i det store anlæg, og det er en ulykke, at forstander Hall i 1868-70 rev de gamle klosterbygninger ned og byggede Ny Herlufsholm, måske ikke for de mennesker, der siden da har levet i anlægget, men i høj grad for alle dem, der interesserer sig for vor middelalderlige bygningsarv. De har mistet uvurderlige værdier i det gamle anlæg.
At vi trods alt på tværs af århundreder kan trække så meget stof ud af sagen, som det fremgår her, viser, hvilken skat det middelalderlige Skovkloster har udgjort. Vi er alle dem tak skyldig, der har tegnet og beskrevet det, som de til forskellig tid har set.
28.04.2022
Noter
[1] Birk Hansen 2004 og 2011
[2] Helms 1940 s. 125
[3] Ann. Dan. P. 116, 166, SRD I p. 186, Scr. Min. II p. 69
[4] Helms 1940 s. 117-120.
[5] Arkitekten 1886-97 s. 334, Neergaard 1915
[6] Danmarks Kirker, Sorø Amt, Herlufsholm Kirke,1938 s. 1112
[7] Helms 1940 efter s. 4, miniature i Næstved Kalendariet.
[8] Hans Krongaard Kristensen: Klostre i det middelalderlige Danmark, Jysk Arkæologisk Selskab 2013 s. 68
[9] Helms 1940 s. 628 og 629 (dog med forkert datering af planerne af vestfløjen (og professorboligen) s. 629, som er angivet som værende fra 1804, men som heldigvis faktisk er fra ca. 1750).
[10] Helms 1940 s. 621.
[11] Helms 1940 s. 630.
[12] Hemmingsens ligprædiken 1574, afsnit B IV
[13] Helms 1040 s. 618.
[14] Kristensen 2013
[15] Kgl. reskript 14.09.1559, Helms 1940 s. 254
[16] Tolstrup 1965 s. 20
[17] Helms 1940 s. 636 med henvisning til engelske klostre, Finsen 1965 s. 88, Kristensen 2013 s. 258
[18] Dahlerup1993
[19] Helms 1940 s. 636 og 638
[20] Kilde fra Internettet, husk !!!
[21] Birk Hansen 2021 ”Satan i Lille Næstved”
[22] Rasmussen 1974
[23] Hemmingsen 1574
[24] SRD IV 301, Helms 1940 s. 38 Nekrologiet nr. 122 ”Laurids Jensen vor orgelbygger 26.02.1494”.
[25] Melchior 1822 s. 387
[26] Beckett 1915 s. 37
[27] Helms 1940 s. 605 og note 39 s. 677
[28] Beckett 1915 s. 39 og fig. 11 s. 40
[29] Als og Aaman 2005
[30] Als og Aaman 2005, katalog 9, 10, 11, 14, 23, 24, 26, 28, 92, 96, 98 og 120
[31] Danmarks Kirker Sorø Amt Herlufsholm Kirke 1938 s. 1129
[32] Birk Hansen 2004 og 2011
[33] Melchior 1822 tavle III
[34] Melchior 1822 s. 391
[35] Helms 1940 s. 603
[36] Danmarks Kirker s. 1144
[37] Danmarks Kirker Sorø Amt Herlufsholm Kirke 1938 s. 1114
[38] Danmarks Kirker, note 60
[39] Melchior 1822 s. 389
[40] Neergaard 1915
[41] Danmarks Kirker 1938
Litteratur
Beckett, Francis: Herlufsholm Kirke, København 1915
Dahlerup, Merete: Skovklosterregnskaberne 1467-1481, København 1993
Danmarks Kirker Sorø Amt, Herlufsholm Kirke, København 1938-39
Finsen, Helge & Sven Tito Achen: Herlufsholm i 400 år – en række billeder, Thanning & Appel 1965
Grinder-Hansen, Poul: Søren Abildgaard (1718-1791) – Fortiden på tegnebrættet, Nationalmuseet 2010
Hansen, Birgit Als & Morten Aaman Sørensen: Ornamenterede middelalderlige gulvfliser i Danmark, København 2005
Hansen, Palle Birk: Bodil-slægten – af kongelig byrd?, Liv og Levn 18 – 2004
Hansen, Palle Birk: Bodils By – Næstved, Liv og Levn 25 – 2011
Hansen, Palle Birk: Satan i Lille Næstved, www.pallebirk.dk
Helms, Hans Jørgen: Næstved St. Peders Kloster (Skovkloster), Næstved 1940
Hemmingsen, Niels: Beretning om Birgitte Gjøe og Prædiken ved hendes Begravelse, København 1574
Kemenater: https://de.wikipedia.org/wiki/Kemenate
Kristensen, Hans Krongaard: Klostre i det middelalderlige Danmark, Jysk Arkæologisk Selskab 2013
Melchior, H. B.: Historisk Efterretning om den frie adelige Skole Herlufsholm, København 1822
Neergaard, Carl: Næstved St. Peders Kloster og Skovkloster, klosterbranden 1261, København 1915
Rasmussen, Holger: Birgitte Gøyes enkestand, med Inventarium, Wormianum 1974
Tolstrup, Flemming: Det ældste Herlufsholm 1560-1788, Thanning & Appel 1965