Palle Birk Hansen
Satan i Lille Næstved – om familierne Baden og Grubbe, præstegården i Lille Næstved og præsten Rasmus Augustinus
Men først:
En kort vise gjort i taksigelse om Satans grumhed, som lod sig åbenbare i jomfru Anne Grubbes hus i Næstved og blev i Guds barmhjertighed uddrevet
Af hjertens grund jeg takker dig, Min himmelske fader alene
For hjælp og trøst du sender mig, Udi ordet det sande og rene
Nu har jeg prøvet det, du har sagt, I Skriften åbenbart:
Påkald mig af al din kraft, Den dag, du er i fare
Når du er i sådan tvang, At ingen dig råd kan hente
Og tiden gøres dig alt for lang, Da skal du vist mig vente
Aldrig kan være større nød, End Satan (at) have til huse
Det må vel lignes den bitre død, At se hans grumhed bruse
Glæde hos mig den var ej stor, Der ingen mig råd kunne bære
Den djævel sad med mig til bord, Han jo længere og værre
Ret briste måtte et hjerte af sten, Og sukke over denne plage
På dem måtte skælve hænder og ben, Som hos (mig) var i de dage
Vor bøn og sang forhindret var, Så måtte den Satan råbe
Tusind stykker bar han for, Når vi dig, Gud, ville love
Velsignet og ære til evig tid, Ske Gud foruden ende
Som lod dig (tee) en fader blid, Der du din hjælp mig sendte
Bort fra mig, Herre, du tog den gæst, Med gråd der vi dig bade
For dig han veg med en hast, Os alle uden skade.
Evindelig bør dig lov og pris, O Fader udi det høje
At du os sådan nåde bevist’, For dig vore knæ vi bøje.
Rasmus Augustinus (Ågesen), præst ved Skovkloster/Herlufsholm, 1562-1571 (Nielsen 1931 s. 5), moderat moderniseret af PBH.
Denne vise er efter al sandsynlighed skrevet af sognepræsten Rasmus Augustinus eller Ågesen til Skovkloster Sogn, bosat i Lille Næstved i årene fra 1562, da han tiltrådte sit sognekald, til han fraflyttede sognet i 1571. Skovkloster Sogn blev oprettet af kongen i 1560, og det fik navneforandring til Herlufsholm Sogn i 1569.
Augustinus sendte visen til Birgitte Gjøe. Man har tidligere forestillet sig, at visens ord er lagt i munden på Birgittes veninde Anne Grubbe i Lille Næstved, eftersom hun er nævnt i titlen.
”Lille Næstved bestod ved mageskiftet i 1560 af 10 små og 8 store bondegårde, men desuden var der en meget stor gård i byen. Den var fæstet af adelsmanden Jørgen Grubbe, som antagelig boede der med sine søstre, Sophie og Anne. Gården lå ned til åen syd for gaden. Jørgen Grubbes brugsret blev ophævet, og hans søstre flyttede ud på Herlufsholm, hvor Sophie døde allerede i 1562, medens Anne antagelig blev hos Birgitte Gøje indtil hendes død og derefter boede i Lille Næstved, hvor hun døde efter mange sindssygdomskvaler.” (Tolstrup 1965 s. 193).
Tolstrups bemærkning om Annes sindssyge baserer sig formodentlig på djævlebesættelsen i den citerede vise. Men handler den virkelig om Anne Grubbe?
Titlen handler om, hvor Satans besøg finder sted, ikke nødvendigvis om, hvem der får besøg. Læser man ordene uhildet, så er det mindst lige så indlysende, at det er en personlig vise, skrevet af Augustinus om sine egne oplevelser, en sjælelig krise ville vi sige i dag. Og hvilken præst har ikke været i en sjælelig krise?
Forklaringen er sandsynligvis den enkle, at Rasmus Augustinus har boet til leje hos Anne Grubbe, så det er ikke Anne Grubbes oplevelser, men præstens egne, vi hører om. Det er Rasmus, som Satan har besøgt.
Det forklarer endvidere oplysningen i hans brev til Birgitte Gjøe af 11. august 1563, hvor han skriver: ”Jomfru Anne er ikke hjemme, men på Sandby, og jeg har fået at vide, at hun der skal forberede præstens datter til brud på søndag. … skrevet i hast …” (Wad 1893 brev nr. 142).
Det er hans husvært eller nabo, han skriver om. Han ved, hun er Birgittes gode ven, derfor skal denne oplysning lige med på falderebet.
I de ovenfor citerede linjer gemmer sig indtil flere antagelser, som vi skal se nærmere på.
Det forhold, at præsten Rasmus Augustinus i august 1563 skriver brev til Birgitte Gjøe og fortæller hende, hvor jomfru Anne er henne, viser os med al tydelighed, at Rasmus bor ved siden af Anne et sted, hvorfra han skriver brev. Det betyder, at Anne næppe har boet på Skovkloster, som stedet hed endnu et par år, før det i 1565 blev til Herlufsholm.
Derfor kan vi heller ikke gå ud fra som givet, at Sophie boede på Skovkloster i 1562. Det naturlige vil være at antage, at hun boede sammen med sin søster Anne et andet sted end Skovkloster. Men indskriften på hendes og Annes fælles gravsten i Herlufsholm Kirke fortæller, at Sophie døde på Skovkloster, hvilket kunne antyde, at hun var indlagt på Skovkloster i sin sidste tid. Måske har Birgitte Gjøe haft trænet personale, som kunne tage sig af den døende kvinde.
Der var i sommeren 1563 endnu ikke en præstegård i Lille Næstved, idet gården, som skulle blive til præstegård, stadig tilhørte Jørgen Grubbe og hans søstre Sophie og Anne som lejemål under Skovkloster. Så da præsten i 1562 skulle finde et passende logi i forbindelse med, at han blev ansat, fandt han det in casu hos familien Grubbe i Lille Næstved. Han havde øjensynligt ikke lyst til at flytte ud til Rejnstrup, hvor kongen ellers havde skaffet en præstegård til sognet i 1560.
Bemærkningen om Annes sindssyge går i realiteten på Sophie, som åbenbart havde mentale problemer, muligvis begyndt allerede i 1555. Augustinus skrev et digt om hendes situation, hvor ordene var lagt i hendes mund. Derfor er der grundlag for at tro, at denne oplysning er rigtig. Sophie døde i 1562 og blev begravet i Skovkloster Kirke.
Men hvad med Anne (eller Anna, som hun hedder på gravstenen)? Bemærkningen om hendes postulerede sindssyge baserer sig givetvis på den vise, som vi indledte med, og som jeg har påvist sandsynligvis handler om Augustinus selv. At en præst har sjælelige kvaler, som Gud hjælper ham ud af, kan jo ikke skade præsten. Tværtimod er det et væsentligt emne, som han med sindsro kan diskutere med sin patron Birgitte. Han var jo hendes og Herlufs præst i deres egen kirke.
Men med den erkendelse forsvinder grundlaget for at opfatte Anne som sindssyg. Hun må sandsynligvis tværtimod have været sund og rask, når hun kunne hjælpe præstedatteren i Sandby med at forberede sig til sit bryllup i august 1563.
Lille Næstved
Med disse oplysninger vender vi tilbage til den store Lille Næstved-gård og slægten Baden/Grubbe.
Skovkloster ejede store dele af Lille Næstved siden 1135, da Skovklosters stifter Bodil skænkede klostret halvdelen af bydelen Lille Næstved.
Her er det på sin plads at indføje nogle bemærkninger om bydelen Lille Næstved, Næstweth Parva, som den hed i 1135. Bodil, som ejede Næstved i 1135, gav det år halvdelen af Lille Næstved og hele Torp (Grimstrup) til det ny kloster, som hun stiftede sammen med sine sønner. På det tidspunkt var Lille Næstved en gammel del af byen, formodentlig forbundet med den ved hjælp af flere broer. I 1500-årene nævnes både Lillebro og Storebro.
Skovkloster udvidede sine besiddelser i Lille Næstved hurtigt, så hele eller størstedelen af bebyggelsen var ejet af klostret i løbet af 1100-årene.
Lille Næstved var en integreret del af Sct. Peders Sogn og havde været det ”fra Arilds tid”. Byen bredte sig langs Susåens bredder på begge sider. Vi ser det endnu afspejlet i bysignaturen på Johannes Mejers kort fra 1658. Men af særlige årsager spaltes Næstved i løbet af 1400-årene. Store Næstved forbliver købstad, medens Lille Næstved mister sin købstadsstatus, hvilket var kongens pris for, at Skovkloster kunne beholde sine store ejendomsbesiddelser i den vestlige bydel, da han o. 1425 konfiskerede byen med torvet og bytinget fra klostret, som havde fået den af kongen i 1135/1140.
Det gamle havnekvarter i Lille Næstved, som i 1400-årene havde udviklet sig til det store gårdkompleks, som Baden-slægten lejede af Skovkloster, blev delvis udlagt til ny præstegård for Skovkloster Sogn i 1563 (til erstatning for en stor gård i Rejnstrup, som kongen havde givet med i 1560, men hvor præsten nok aldrig kom til at bo på grund af afstanden; indtægten af gården var præstens løn).
Johannes Mejer tegnede Næstved omkring Susåen således i 1658. Vi ser Storebro til venstre, Sct. Peders Kirke øverst midtfor, og Susåen er markeret med bølger. Bemærk signaturen for bygrunde langs begge sider af åen fra Storebro helt hen til Sortebrødreklostret ved bogstav K. Susåen hedder Nestved Awe (å, jf. tysk Aue/Au).
Da Resen få år senere ca. 1670 tegner den samme by, er resterne af Lille Næstved mirakuløst forsvundet, og man ser kun Skovklosters landsby på denne side af åen. Det var sådan, det burde være i henhold til den enevældige konges ønsker: på den ene side af åen en driftig købstad, på den anden side en landsby. Virkeligheden var noget mere broget.
Præstegården kom naturligvis til at ligge her, fordi præsten gerne ville være tæt på den store købstad på den anden side af åen. Gaden Kattesund og Lillebro blev præstens smutvej til byen.
I 1569 blev Lille Næstved endelig indlemmet i Herlufsholm Sogn, hvorved præsten faktisk kom til at bo i sit sogn!
Der findes en del oplysninger om byens største gård, som i det mindste i årene 1405-1413 var lejet af Mads Persen (Raadenraa) (Trap: Danmark, Sorø Amt s. 941). Senere lejede en vis Ralike gården eller måske kun 2 af dens jorder.
I 1464 indgik Willum Sort af adelsslægten Baden en lejekontrakt med Skovkloster på den omtalte gård. Willum var ungkarl, men sikrede sig, at han kunne fortsætte sit lejemål også, hvis han skulle finde sig en kone, hvad enten hun var jomfru eller enke.
Allerede i 1434 nævnes rådmand Willum Sort (Baden), og hidtil har der ikke været skelnet mellem to personer med dette navn, som der tydeligvis er tale om.
Den ældste af dem, vi kan kalde ham Willum Sort Senior, er mellem 1434 og 1443 først rådmand, dernæst borgmester. Han nævnes i Næstveds kilder således:
1434 rådmand Wiliom Sort
1441 06.02. borgmester Wiliom Sort
1443 08.09. proconsul (borgmester) Wilhelmi Swort
Den rimelige forklaring er, at vi her har faderen til den næste person med samme navn. Vi ved ikke, hvor i byen Willum Sort Senior boede, men det var i Sct. Peders Sogn, eftersom et signet med Sort/Badens våben er fundet i Sct. Peders Kirke og viser, hvor familien blev begravet.
Sønnen Willum Sort Junior er i 1462 Skovklosters foged. En foged havde bl.a. funktion som dommer. På baggrund af den ansættelse er han i stand til at indgå lejekontrakten med klostret om den vestlige bydels største gård. Ordlyden er i 1464 som følger:
”Jeg Willum Sort vedkender mig af abbed Jeip og konventet i Skovkloster at leje i min egen og den hustrus livstid, som jeg først gifter mig med, uanset om hun er jomfru eller enke, klostrets gård, som ligger i Lille Næstved mellem broerne (Storebro og Lillebro) øst ved vejen med gårdens ladegård, humlegård, abildgård, kålgård og kalvehave, og med de to jorder på Lille Næstved Mark, som afdøde Ralike tidligere lejede, på de vilkår, at vi skal bebygge den omtalte gård, at vi selv og ingen anden skal bo i den og heller ikke sælge den til skade for klostret. Hvert år skal vi give klostret inden Sct. Mortens dag 2 lødige mark penge, undtagen deres bispetiende, og være fri for oldengæld. Ligeledes skal vi stå til tjeneste for klostret, hvor vi kan. Endvidere skal vi have lov til at fiske oven for broen … til Mølle-elle (stedet med elletræerne?), dog ikke på den tid af året, hvor man fisker rimter, men al anden tid. Halvdelen af det, vi fisker, skal klostret have. De må selv stå for fiskeri i det nævnte vand, når de vil. Ligeledes må vi ikke sælge, fjerne eller lade fjerne de bygninger på grunden, som findes nu eller som kommer. Og vi skal sørge for gode gærder og hegn og ikke være til gene for de øvrige mænd i Lille Næstved. Holder vi ikke disse vilkår, skal klostret have sin gård og jord igen. Når vi begge er døde, skal gård med bygninger og anden ejendom frit falde tilbage til klostret. Signeret af mig og Oluf Mortensen, biskop i Roskilde, og Jens Guldsmed, borger i Næstved. Dato (28.01.1464).” På pergament med 3 segl (Rep. 2 rk. 1704).
Som man ser, så sikrer Willum Sort Junior sig en god gård til sig og sin kommende kone, og en sådan kom der faktisk i 1464, nemlig Mette Halvegge.
Willum Sort Junior optræder mange gange, bl.a. årligt i abbed Jeips Regnskaber i perioden 1467-1481 (Dahlerup 1993):
1462 Viliom Sort, Skovklosters foged i Lille Næstved
1464 28.01. Vyliom Swort, ungkarl, skriver lejekontrakt på sin gård
1467 Viliom Soort, 11 sk.gr. = 1188 penninge til abbed Jeip
1468 Viliom Soort, 11 sk.gr.
1471 Jens Gulsmet, 11 sk.gr.
1472 Jens Gulsmet, 11 sk.gr.
1473 Viliom Sort, 11 sk.gr.
1474 Viliom Sort, 11 sk.gr.
1475 Viliom Sort, 11 sk.gr.
1476 Viliom Sort. 11 sk.gr.
1477 Viliom Sort, 11 sk.gr.
1478 Viliom Swort, 11 sk.gr.
1479 Viliom Sort, 11 sk.gr.
1480 07.06 Viliom Swort og hustru Mette Halvegge, fornyelse af lejekontrakt
1480 Viliom Swort, 11 sk.gr.
1481 Velom Sworth, 11 sk.gr.
Man bemærker, at den Jens Guldsmed, som er medunderskriver på kontrakten i 1464, i to år betaler Willums husleje. Det kunne tyde på, at der er tale om et familiemedlem, i det mindste en meget nær ven.
Det første gælder under alle omstændigheder Oluf Mortensen, bispen i Roskilde, som er af Baden-familien.
Fornyelsen i 1480 betyder, at sønnen Hans Willumsen kan blive boende på de samme vilkår i sin levetid. Nu signeret af Willum selv, borgmester Mogens Tuesen og borgmester Peter Hemmingsen. Igen på pergament med 3 segl.
I den forbindelse er det interessant, at man før 1743 har fundet en seglstampe i Sct. Peders Kirke, som man længe (1743, 1808) fejlagtigt troede var ”kirkens insignie”, men som uden tvivl er en gravlagt seglstampe for denne slægt (Danmarks Kirker Præstø Amt, Sct. Peders Kirke s. 73).
Seglstampen viser en halvmåne (i guld) over en ibsskal (i sølv) på blå bund (Achen 1973 s. 143 ”Baden”). Dette våben tilhører biskop Oluf Mortensen Baden i Roskilde og hans familie, hvortil hører vore to herrer Willum Sort i Næstved. Det betyder, at mindst én af de to Willum’er er begravet i Sct. Peders Kirke i 1400-årene.
Til overflod er der fundet yderligere en seglstampe med samme våben ved Storebro i grunden på nordsiden af gaden på Lille Næstved-siden (Næstved Museum NÆM 1190×1974:415).
I Skovklosters dødebog er Willum Sort indskrevet som nr. 289: Vilwm Swart de Lille Nestwet (Helms 1940 s. 85).
Da Willum Sort Junior er død omkring 1510, overtager hans søn Hans Willumsen Baden gården som aftalt med Skovkloster i 1480. Hans Willumsen fornyer lejekontrakten med Skovkloster i 1544, da den tidligere Århusbisp Ove Bille efter Reformationen har overtaget rollen som kongelig lensherre og øverste chef på Skovkloster, nu sammen med konventet, dvs. de gamle munke.
Hans Willumsen Sort har en søster Karin, som gifter sig med Jens Jensen Grubbe/Sparre af Bringstrup (vest for Ringsted) og Sandby. Han dør i 1531. Karin og Jens får mindst 4 børn:
- Sophie Grubbe dør 1562 og bliver begravet i Skovkloster/Herlufsholm Kirke.
- Anna Grubbe dør i 1575 og bliver ligeledes begravet i Herlufsholm Kirke. De to søstre får fælles gravsten, som fortsat er i kirken.
- Jørgen Grubbe gifter sig med Margrethe og bliver boende i Lille Næstved til efter 1574. Deres søn Jens Grubbe er en af de første elever på Herlufsholm Skole.
- Willum skriver sig til Sandbygård, gifter sig 1574 med Maren Eriksdatter Basse (Wad 1893 s. 317, Erik Basse giver sin datter Maren med Birgitte Gjøes tidligere tilskyndelse), som dør 1591, selv dør han 1590, og deres fælles gravsten er i Toksværd Kirke. Det er deres søn, ridder Jens Villumsen Sparre til Vinderup, som bygger Sparresholm i 1609. Han er Chr. 4’s mundskænk, bliver gift med Sidsel Parsberg (død 1640), og han dør selv i 1632.
Hans Willumsen Sort har som sin far og farfar store embeder, i hans tilfælde som foged og forstander. Han dør i 1548 eller 1549.
1512 Hans Willomsen, foged på Gunderslevholm
1523-1547 Hans Willomsen, foged (lensmand) på Faurholm syd for Hillerød
1531 27/3 Hans Willomsen i Lille Næstved, “som af våben er” (Rigsarkivet, Næstved By nr. 32, HW er vidne, da Guardeinen skøder Gråbrødreklostret til Næstved By).
1540 Hans Willumsen, forstander på Gavnø (for lensmand Mogens Gjøe)
1544 Hans Willomsen, fornyet lejekontrakt på gården i Lille Næstved, sikrer nevøerne Jørgen (i én kilde Søren) og Villum Grubbe
1563 en del af gården i Lille Næstved bliver præstegård for Skovkloster Sogn
1574 Jørgen Jensen Sort (Grubbe) og hans kone Margrethe får af Birgitte Gjøe lov til at blive boende i det hus i Lille Næstved, hvor de allerede bor.
Gården i Lille Næstved – eller størstedelen af den – inddrages i 1563 til præstegård for Herlufsholm Sogn, hvilket kunne antyde, at Jørgen var død lige før, men han dukker op igen i 1574, da Birgitte Gjøe sikrer ham og hans hustru bolig i deres tid. Han og konen og søster Anne kan sagtens fortsat have boet i dele af den store gård.
Vi har en beskrivelse af gården i 1544, da Hans Willumsen sikrer sig boligretten for sig og sine søstersønner Jørgen og Villum Grubbe i deres livstid.
”Jeg Hans Willumsen, væbner, gør alle vitterligt med dette mit åbne brev, at jeg af ærværdige hr. biskop Ove Bille i Skovkloster har lejet en gård og grund, som tilhører samme kloster, liggende i Lille Næstved ved Store Bro, som jeg selv bor i. Ligeledes en lille gård mellem Lille Bro og Kattesund. Ligeledes 5 boder tværs over for på den anden side (af Kattesund), som jeg selv har bebygget med grunden fra det hus og bolig, som Søren Pedersen nu bor i, og indtil Store Bro, med alle førnævnte gårdes og boders rette tilliggende i længde og bredde, haverum og gårdsrum, som nu er indhegnet, at have, nyde og beholde i leje for mig og mine to søstersønner Søren (I denne kilde og hos Helms 1940 kaldes han Søren, ellers Jørgen) Grubbe og Villum Grubbe i al vor livstid på de vilkår, at vi i årlig leje og landgilde skulle give førnævnte biskop Ove Bille og hans Nådes efterkommere i Skovkloster – først af hovedgården 2 lødige mark og 1 skilling grot i biskopstiende, af den lille gård 3 mark penninge. Endvidere af de 5 boder 1 lødig mark. Leje og landgilde betales i klostret inden Sct. Mortens dag af de nævnte gårde og boder.”
Videre skal Hans Willumsen og hans nevøer som lejere bygge, forbedre og vedligeholde samme gårde og boder uden, at der skal skæres ned i lejen. Så følger bestemmelser om brændsel, tømmer og fiskeri. Ligeledes olden til deres svin i Klosterskoven. Og de skal hjælpe klostret, hvor de kan, og holde deres hegn godt ved lige og holde gode relationer med husejerne i Lille Næstved. Når de alle tre er døde, falder ejendommen tilbage til klostret uden videre. Signeret af Hans Willumsen og hans to nevøer 11. januar 1544. Skrevet på pergament med 3 seglremme (Herlufsholms Arkiv V.A. XVII p. 394).
Som det fremgår, så er Sort/Baden/Grubbe-gården i Lille Næstved et stort kompleks med et ukendt antal bygninger, en mindre gård og yderligere 5 huse, som Hans Willumsen har ladet opføre med udlejning for øje. Dertil ladegård, humlegård, abildgård, kålgård og kalvehave, alt hegnet forsvarligt. De 5 boder, som omtales, er udlejningsejendomme. Hans har bygget dem for at få en indtægt og for at skaffe andre mennesker boliger. Gårdkomplekset ligger på Lille Næstved-siden af Susåen mellem de to broer, muligvis også nord for Store Bro, hvor det 2. signet er fundet i 1974. En gård på dette sted hed langt op i 20. århundrede Fogedgården (foto i Næstved Mindealbum 1935 s. 11).
For at få en forståelse af, hvor stor Grubbes Gård er, kan vi vende os til Frederik 2.’s mageskiftebrev på Skovkloster til Birgitte Gjøe og Herluf Trolle, dateret 1. juli 1560. Her opregnes de 19 gårde i Lille Næstved som følger:
- Jørgen Grubbe 17 mark 1 skilling 3276 penninge
- Rasmus Jensen 9 skilling grot 972 penninge
- Niels Lassen 9 sk.gr.
- Morten Pedersen 9 sk.gr.
- Peder Ibsen 9 sk.gr.
- Hannes Hoffmand 9 sk.gr.
- Niels Bang 9 sk.gr.
- Rasmus Kieldsmed 9 sk.gr.
- Jeppe Murer 9 sk.gr.
- Oluf Boesen 10 skilling grot 1080 penninge
- Seweren Degen 10 sk.gr.
- Peder Lassen 10 sk.gr.
- Jørgen Suer 10 sk.gr.
- Lauritz Jørgensen 10 sk.gr.
- Jens Hemmingsen 10 sk.gr.
- Peder Hemmingsen 10 sk.gr.
- Niels Askebrydere 10 sk.gr.
- Sewffrenn Drucken 10 sk.gr.
- Jørgen Swergere[1] 10 sk.gr.
(Kronens Skøder I-V, bd. I p. 66, Rigsarkivet 1892-1955). Det fremgår tydeligt, hvor stor forskel der er i husleje af Grubbes gård og de andre gårde. Grubbes Gård koster mere end 3 af de andre gårde i årlig husleje.
Men 24. juni 1563 skænkede Birgitte Gjøe og Herluf Trolle den gamle Sorts/Grubbes Gård til ny præstegård for det ny Skovkloster Sogn, som i 1569 blev til Herlufsholm Sogn, da Lille Næstved blev overført fra Sct. Peders Sogn og lagt til Herlufsholm Sogn.
Selv om der var taget rum ind til præstegård, så var der stadig plads i komplekset til, at Jørgen Grubbe med sin egen familie og hans søster Anne Grubbe kunne blive boende, og endda plads til, at Jørgen eller Anne fortsat kunne fremleje rum til præsten Rasmus Augustinus, indtil præstegården kunne stå færdig et ukendt antal måneder efter Sct. Hansdag 1563, og han kunne flytte ind her.
Brevet, hvor han fortæller Birgitte, at Anne for øvrigt er i Sandby, er skrevet 11. august, så da kan han næppe være flyttet ind i den ny præstegård, men må stadig bo der, hvor han har boet siden 1562. Det samme brev fra 11. august 1563 fortæller os i øvrigt, at han må have ganske god plads, eftersom han omtaler de fire, der ligger syge hos ham, hvoraf den ene har måttet stå op for at passe de tre værst medtagne. En af de syge er hans unge nevø, som dør, og hans fader, præstens broder, er også til stede. Her skyder han skylden for sygdommen på frugt, så der er formodentlig tale om en form for smitsom syge uden, at han direkte siger pest (Wad 1893 brev 142).
Andre Grubber
Da Nationalmuseet i 1957 udgravede Næstved Gråbrødreklosters kirke, fandt man blandt andet en række signeter eller seglstamper, som er publiceret i 1977 i Heraldisk Tidsskrift af O. H. M. baron Haxthausen (Bind 4 nr. 36, oktober 1977). I koret fandt man en 29 mm stor, rund seglstampe med omskriften S’ PETER GRUBBE, hvilket betyder Peter Grubbes sigil. Man kender Peter eller Peder Grubbe fra flere dokumenter i 1426, 1440 og 1451, og man ved, at han døde ca. 1459. Peder Grubbe boede på Alslevgård på Stevns, vistnok fra 1427. Men han blev begravet i Næstved i Gråbrødrekirkens kor.
Alslevgård var ejet af medlemmer af Grubbe-familien senest fra 1328 og frem til begyndelsen af 1600-årene, i næsten 300 år (Trap: Danmark, Præstø Amt, 5. udgave bd. 9 s. 196).
For en fuldstændigheds skyld kan vi lige nævne, at der i Sct. Peders Kirke er bevaret en gravsten for en kvinde af Grubbe-familien, nemlig MARNE LAVERSD(atter) GROBBE (Maren Lauritsdatter Grubbe), med angivelsen PHILIPPI OC JACOBI DAG, hvilket vil sige 1. maj. Danmarks Kirker daterer stenen til o. 1570 (Danmarks Kirker Præstø Amt Sct. Peders Kirke s. 118).
Maren Grubbes sten er hugget ud af en større og ældre gravsten, og på bagsiden ses en del af den oprindelige forside med en indskrift fra ca. 1475 for en hr. Erik (DOMINUS ERIC) og frue samt hjelmtegnene for de to, nemlig hans vesselhorn og hendes påfuglefjer. Nu er det sådan, at Grubbe-familien fører vesselhorn på deres hjelm, men det er der også mange andre, der gør. På den anden side er det jo tankevækkende, at familien Baden fører påfuglefjer som deres hjelmmærke. Så på den tredje side ville det jo ikke have været mærkeligt, om Maren efter Reformationen havde fået en af familiens sten i genbrug efter næsten 100 år.
Også i Sct. Mortens Kirke findes der en gravsten for en Grubbe, nemlig MARGRETE FRANS GROBIS, død 1593. Det var Jørgen Hansen Guldsmed, som bekostede stenen over Frans Grubbes enke Margrete, og hans bomærke er vist på stenen. Vi bringer en tegning af gravstenen (Michelsen 1975 s. 15, Thora Fisker del.).
Afslutning
Med tiden blev der bygget om på præstegården i Lille Næstved, og sandsynligvis i løbet af 1700-årene blev den bygget som en stor firlænget gård, som vi ser det på kortet fra 1822. Det er et meget stort bindingsværksanlæg, vel ikke ulig Udby Præstegård.
Endnu senere, formodentlig i anden halvdel af 1800-årene, blev præstegården igen ombygget med et grundmuret stuehus. Det er uklart, om man koblede det ny stuehus til de gamle længer eller også udskiftede dem. Det færdige anlæg fremgår af kortet fra 1921. Præstegården brændte endeligt ned i 1932 og resterne blev fjernet helt.
Med disse linjer har vi altså genopdaget en ekstra generation af familien Sort, som nu omfatter fader og søn med samme navn. Vi har fået mere rede på denne familie Sort af slægten Baden og dens relation til familien Grubbe. Vi har fået væsentlig bedre styr på præstegården i Lille Næstved som del af et stort bygningskompleks. Vi har givet præsten Rasmus Augustinus en sjælelig krise, som han kom over. Og endelig er jomfru Anne Grubbe blevet ”restitueret” som sund og rask. Det er vel ikke så ringe!
PBH 18.02.2021