Vinterhygge 1585

Næsbyholm 1585

Hovedbygningen på herregården Næsbyholm rummede tidligere et stort, bemalet træloft med afbildning af de 4 årstider i hjørnerne omkring et midtstillet Kristusmonogram, garneret med et væld af dekorative figurer.

I 1892 blev de to motiver Vinter og Vår overført til Nationalmuseet, medens de to andre motiver med Sommer og Efterår er gået tabt sammen med resten af loftet, blandt andet ved en omfattende brand i 1932.

Næsbyholm-loftet, feltet Vinter, foto Nationalmuseet.

Billedet Vinter viser en kvinde med 3 børn i et vinterlandskab. Det er indlysende at læse den lokale frue Birgitte Rosenkrantz (1555-1588) ind i billedet. Hun havde på det tidspunkt i 1585, da billedet er malet, tre levende børn med sin mand Steen Brahe (1547-1620), nemlig datteren Ide (Ida), f. 1576, sønnen Erik f. 1576 og sønnen Otte (Otto), født 1578. De er altså i 1585 henholdsvis 9 og 7 år gamle.

Næsbyholm-loftet, feltet Vinter, detalje, Nationalmuseet.
Fra venstre ses Otte, Birgitte og Ide samt Erik, til højre slagtes grisen.
Her er det gamle sort-hvide foto og det nyere farvefoto redigeret sammen.

Birgitte og børnene er gået ud i landskabet ved Næsbyholm for at hygge sig. Der er tændt et stort og varmende bål, hvor en af drengene er ved at riste et æble på en gren, medens den anden søn bringer mere brænde til. Ide sidder sammen med moderen. Rundt om familien udfolder vinterlivet sig i alle de detaljer, som man også kender fra mange senmiddelalderlige tidebøger, hvor de ofte vises scene for scene som illustration til den sidste efterårsmåned november og vintermånederne december, januar og februar. Man henter brænde på slæde, leger på isen, går på jagt i skoven med hunde efter vildsvin, fisker med lyster fra isen og slagter grisen. Med andre ord ren idyl ved Næsbyholm.

Birgitte Rosenkrantz malet i 1594, 6 år efter sin død i 1588.
Birgitte var 33 år, da hun døde under en fødsel.
(finnholbek.dk)
Næsbyholm i 1800-årene

Litteratur

Roussell, Aage red.: Danske Slotte og Herregårde, 2. udg., bind 4, København 1964

Trap: Danmark, Præstø Amt, Næsby Sogn, Næsbyholm

Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden i det sekstende Århundrede, Bind 2, Gyldendal 1968, s.197.